Til kamp mod depression
Nightfall har sammen med Rotting Christ og Septicflesh været nogle af de mest fremtrædende bannerførere for den græske metalscene siden de tidlige 90’ere. De har i årenes løb eksperimenteret med deres lyd og musikalske udtryk, hvilket har gjort deres diskografi til en forholdsvis varieret affære, men de har altid bevaret en eller anden form for melodisk tilgang til sangskrivningen. Den side har de selvfølgelig også med på deres nye album, At Night We Prey, og hvis man er bekendt med deres forrige album, Cassiopeia, så har man et nogenlunde billede af, hvad man kan forvente sig. De knap otte år, der er gået imellem de to album, er blevet brugt på sideprojektet The Slayerking samt vokalist og bassist Efthimis Karadimas’ kamp mod depression – en kamp, som frontmanden har taget med på At Night We Prey.
Symfonisk død med bred kant af doom metal
Stilen er på sin vis stadig symfonisk melodisk dødsmetal, men i modsætning til Cassiopeia så er deres nye værk en kende mere mørk og dyster, og der er skruet lidt ned for det storladne islæt. Der er dog stadig atmosfære, men den udformes bare på en anden måde, hvilket betyder, vi mere bevæger os over mod den gotiske og doomede afdeling.
Den tryggende klaverintro ”She Loved the Twilight” glider over i åbneren ”Killing Moon” – et nummer, som langsomt bygger sig op til et ret fedt hovedriff og derefter tager lytteren med ud på en velskrevet melodisk death metal-tur, hvor specielt omkvædet og lead-guitarerne stjæler opmærksomheden. Den efterfølgende ”Darkness Forever” trækker over i noget old school dødsmetal, men af den mere melodiske slags naturligvis. ”Witches” lusker lidt black metal-krydderi ned i suppen, og trods en lidt halvkedelig første del af sangen så er anden del ret interessant og bringer os tilbage til sen-90’ernes symfoniske afdeling indenfor genren. ”Giants of Anger” gør ikke meget væsen af sig selv, ”Temenos” er en kende mere bastant og trækker det tunge skyts frem, og ”Meteor Gods” bringer atmosfæren og duften af sen-90’erne frem igen – denne gang med foden solidt plantet i gothic/doom-genren.
Der er mere gothic/doom at finde på ”Martyrs of the Cult of the Dead (Agita)”, titelnummeret og afslutteren ”Wolves in Thy Head” – dog med varierende udtryk og kvalitet. Førstnævnte udmærker sig ved ældre Paradise Lost-inspiration, og sidstnævnte forsøger at skyde lidt aggressivitet ind i mikset, hvilket bringer os tilbage på det symfoniske dødsspor igen. Ingen af sangene efterlader dog et større mindeværdigt indtryk, men er stadig leveret med sikker og erfaren hånd. Man mangler dog det dér massive slag, der gør, at man husker musikken og får lyst til at trykke på play igen.
Godt eksekveret, men lidt for hurtigt glemt
At Night We Prey er, hvad man groft sagt vil kalde for en lettere middelmådig oplevelse. De har uden tvivl et fast tag på at skrive sange, som fungerer i deres form – hvoraf nogle af dem skinner klarere end andre, men den største hæmsko bliver, at man ikke rigtig får albummet ordentligt ind under huden. De vil gerne både melodisk dødsmetal, men så sandelig også den gotiske doom metal, og det harmonerer egentlig ganske fint, men der mangler desværre bare et eller andet, som løfter helheden op til et mere overbevisende stadie. Misforstå mig ikke: Nightfall har alle forudsætninger og evner til at kunne give lytteren en skalle udi stilarten, og de formår da også undervejs at ramme ret fine momenter her og der, men de kunne godt bruge et par lysende indspark, så det for alvor sætter sig i hukommelsen efterfølgende. Leveringen er upåklagelig, men efterdønningerne kunne have været dybere.
