Der er noget i Grækenland, der ikke er kriseramt
Der er meget godt at sige om julen. En af tingene er det hårde pakker i form af CD’er, man ikke fik købt i løbet af året. Så kan det blive lidt svært at få taget sig sammen til at lytte til de udgivelser, man har liggende til anmeldelse. Men når man har en udgivelse som Nightfall’s Cassiopeia liggende, så kan selv den mest ventede julegave godt vente lidt mere – nu har den jo alligevel ventet helt til jul, ikke?
Nightfall har ellers meget i mod sig: De spiller melo-death og kommer fra Grækenland; og alle ved at ordentlig melo-death kommer fra Skandinavien, og helst Sverige eller Finland. (Be’lakor? – Har aldrig hørt om dem!) Så jeg var bevæbnet til tænderne: Disse grækere skulle ikke kommer her og spille smarte – dem skulle jeg hurtigt få pillet ned…
Der er kun et lillebitte problem: De kan ikke pilles ned.
Nightfall er som alt godt fra Grækenland gammelt. Bandet er dannet i 1991, og Cassiopeia er bandets niende udgivelse. Men indtil nu helt ukendte for mig.
Cassiopeia er en habil melo-death udgivelse. Håndværket er i orden Et godt growl til pladens stil, ingen ren vokal. Keyboard og guitar bruges til at skabe gode melodiske indslag på varierende måder. Sangene er godt skrevne. Nogle numre er nærmeste episke på en god og afbalanceret måde. Generelt er numrene og brugen af instrumenterne varieret uden at Cassiopeia mister en samlet identitet. Rytmesektionen skifter helt naturligt mellem det langsomt – og tungt! – drivende til det hurtigt indpiskende. Nogle steder bruges blast beats. Det synes jeg sædvanligvis er ret kedeligt, men i disse afmålte mængder virker det som variation faktisk ganske godt.
Der er ikke tale om musikalske landvindinger, men så længe pladen kører, er man godt underholdt. Man glæder sig til at næste nummer starter, og sidder og nikker for sig selv. De 50 minutter går hurtigt. Sjovt nok er der ikke mange af numrene, der ’hænger fast’. Dele af "Hubris" er mulig undtagelse, men det er faktisk ikke for det gode. Det kan være en del af forklaringen på, at jeg ved første gennemlytning syntes, at Cassiopeia var lidt kedelig og anonym, men den vokser meget ved flere gennemlytninger, og måske bliver det også forklaringen på, at Cassiopeia vil blive spillet mange gange også efter denne anmeldelse er skrevet færdig.
Alt i alt er Cassiopeia en rigtig god melo-death udgivelse, og den kan kun anbefales. Så hvis du interesserer dig for denne genre, så tag et samfundsansvar og støt den grænske handelsbalance. Det bliver du glad for i længden!
Tracklist: 1. Phaethon, 04:35 2. Oberon & Titania, 04:33 3. Colonized Cultures, 03:21 4. The Nightwatch, 04:49 5. Stellar Parallax, 04:05 6. Hubris, 05:18 7. The Reptile Gods, 04:42 8. Hyperion, 04:27 9. Akhenaton, the 9th Pharaoh of the 18th Dynasty, 04:10 10. The Sand Reckoner, 04:20 11. Astropolis, 06:14
Ikke "Cassiopeias" bedste nummer, men bestemt et godt et:
Kommentarer (1)
Jesper Beck
Tidligere anmelder
Indlæg: 46
Be'lakor...... En fantastisk oplevelse
Jeg ved ikke om du/I kender det?, men lige pludseligt når man mindst venter det, så hører man pludseligt noget musik, hvor man bare tænker hold da op! Men man ved ikke lige rigtig hvad man skal sige alligevel, da der ikke findes ord for det sus, som man lige har oplevet.
Dette sket for mig en dag, da jeg i kedsomhedens tegn sad og surfede lidt på youtube, i håb om at der skulle dukke noget nyt og spændende op.
Normalt har jeg sværget til Amon Amarth, Machine Head, Fear Factory og i den duer, men jeg synes at jeg lige som manglede noget…….
Så ved et tilfælde, da dukkede der et ok fedt album cover op på youtube. Be’lakor ”Stone’s reach” stod der. Og et fedt plade cover plejer jo at sælge, men 9 ud af 10 gange holder det ikke vand. Men jeg gav alligevel Be’lakor en chance.
1 time senere sad jeg som forstenet og vidste ikke lige rigtig hvad jeg skulle gøre ved mig selv? For her stod jeg pludseligt over for et valg, som jeg ikke havde regnet med. Enten var denne plade fra Be’lakor en omgang rod i moderne Jazz form? Eller også havde jeg lige lyttet til en af de mest geniale plader nogensinde?? Enten vil man hade den eller elske den…….
Som tidligere skribent/anmelder/kritiker/andet herinde på heavymetal.dk, så var min interesse blevet tændt op i fuldt blus. Så jeg søgte straks på Be’lakor herinde på siden, for at se om de andre metal-hoveder herinde havde noget at sige, tilføje eller anbefale. Men desværre var der kun et hit og det er så i denne anmeldelse som jeg sidder og skriver i nu, som ikke har en dyt med Be’lakor at gøre. Men her er de nævnt, så det gør jeg lige et par gange mere.
Men hvorfor så bruge tid på at skrive? Ganske simpelt! Dette lille band fra Australien fortjener det simpelthen…..
Efter at have lyttet til Stone’s reach første gang, da skulle den altså lige have en tur mere på anlægget og en ordentlig lytter. Så døren blev låst og telefonen slukket, og så pludseligt lige der, så var jeg fanget i det fantastiske Universe, som Be’lakor havde åbnet for mig. Jeg kunne simpelthen ikke få nok, for denne musik var noget ganske andet end jeg nogensinde tidligere havde hørt.
Hvem er Be’lakor så? Det måtte jeg finde ud af. Nu skulle der høres musik.
4 plader har de på skemaet.
1: The frail tide (2007)
2: Stone’s reach (2009)
3: Of breath and bone (2012)
4: Vessels (2016)
Den første plade The frail tide lider desværre lidt under det, at udgive en debut plade. Produktion er ikke helt i top og musikken er ikke lige så lækker og tydelig, som vi ellers kender fra de store bands. Men helt sikkert en spændende debut, hvor man tydeligt kan høre hvor Be’lakor vil hen med deres musik.
Men at Be’lakor skulle tage deres musik op på mester niveau allerede på deres andet udspil, var der nok ikke mange som havde set. Men hold da op hvor ”Stone’s reach” er en fantastisk plade og den bliver fuldt lige så fantastisk op af ”Of breath and bone”.
Den sidste udgivelse ”Vessels” fra 2016 er nok den sværeste plade i samlingen, men det er klassisk Bela’kor. Jeg må dog blankt erkende, at ”Vessels” var noget svær at gå til. Jeg kunne ikke lide den i starten, men efter flere og flere gennemlytning, så står det måske som deres stærkeste udspil til dato.
Hvordan skal jeg så forklare deres musik? Den er svær, da jeg ikke nogensinde har hørt noget der minder om det. Vokalen er præget af en dyb, tung, grov vokal som er gennemgående for alle numre. Men Be’lakor mester deres unikke guitar spil og trommerne følger flot op. Det ene riff efter det andet trykkes af på mesterlig vis og trommer falder godt ind i billedet. Men det er ikke klassiske riff vi får her. Som tidligere skrevet, så er det næste lige som Jazz! Medlemmerne byder ind med noget overraskende og pludseligt, og man sidder til tider og tænker, passer det lige ind der? Og det gør det! Tempoet skifter fra hurtige riffs til langsomt rytme musik. Og når der i nogle numre kommer et klaver med ind over, så passer det bare så godt ind i billedet.
Som du/I sikkert godt kan læse, så har jeg virkeligt fået noget nyt og fantastisk i Be’lakor. Jeg havde intet hørt til dem, førend jeg så dem på youtube og sikke da et lykketræf. Og skulle jeg havde kendt dem tidligere, så er det måske fordi jeg har været for ensporet? Hvem ved?
Men kender du intet til Be’lakor, og har denne lille skrivelse lige fanget din interesse, så gør for gudsskyld dig selv den tjeneste og giv så Be’lakor en chance. Dette hårdt arbejdende band har fortjent det og giver du deres plader tid, så lover jeg at de vokser for hver gennemlytning.
”Stone’s Reach” er det perfekt sted af starte.
"fobrehodl fro stjavefel"