Slå ikke større brød op, end du kan bage
Den 26. april udgav det dansk/norske heavy metal-band Night King deres debutplade, Inferno, der har en spilletid på cirka en time og rummer 11 sange. Ifølge bandet selv tager denne plade lytteren med på en rejse, hvor energiske riffs møder episke, tunge og melodiske hymner med inspiration fra både klassisk heavy metal samt rock og klassisk musik for at skabe, hvad de selv ville beskrive som cinematisk klassisk metal med et strejf af mainstream hardrock. Man kan dermed tydeligt mærke, at bandet har store ambitioner, men lad os lige se, om disse også bliver indfriet.
Der sælges ud af arvesølvet
Et helt afgørende element, der virkelig ikke gør noget godt for pladen, er vokalen leveret af Thomas F. Økland, der i og for sig er meget kraftfuld og har en fin spændvidde, hvor særlig de høje registre foretrækkes. Men i længden bliver dette teatralske skrigeri en temmelig enerverende affære, da vokalen dels ligger alt for langt oppe i mikset og dermed overskygger resten af kompositionen, dels bare er alt for skinger og presset. Det første reelle nummer, “Inferno”, der kommer efter det omkring to minutter lange intronummer, "Overture", er et godt eksempel på dette. “Inferno” i sig selv – hvis man altså ser bort fra vokaludfordringen – er et storladent nummer med tunge guitarriffs leveret af Roar Bakke, som bedst kan beskrives som klassisk heavy metal med et strejf af powermetal. Femte nummer, “I Will Stand”, er Infernos ballade, hvor instrumentsporet er, som det skal være på en blødsød og emotionel ballade, og lytteren får ovenikøbet en fin, men på ingen måde nyskabende, guitarsolo. Men også på dette nummer er vokalen sangens største problem, og jeg kan ikke lade være med at tænke på dovendyret Sid fra Ice Age – både på grund af udtalen, tonelejet og den lette læspen. Det, der måske var ment som følelsesladet og dybsindigt, bliver en smule latterligt og barnagtigt. Teksten er heller ikke særlig genial – snarere banal – og den måde, som lagene i musikken er sammensat på, er en lettere tvivlsom omgang. Sidstnævnte kommer også til udtryk på syvende nummer, “Magic Star”, hvor de forskudte vokallag særligt på omkvædet bare ikke fungerer. Til gengæld får vi en pulserende 1980'er-guitar, der desværre ikke gennemgående får det spotlight, den fortjener. Samlet set er der gode momenter på Inferno, hvor arbejdet på instrumenterne er i orden og passer godt til genren, men en anden sangstil ville i den grad klæde udtrykket.
Ideen er der
Man kan tydeligt mærke, hvor Night King vil hen med Inferno, og at gruppen har lagt et stort arbejde i deres debut. Men for mig er vokalen alt for forstyrrende til, at man kan værdsætte det gode, dog ikke nyskabende, guitararbejde. Det er ikke sådan, at man helt skal give gruppen løbepas, men det kræver efter min mening en opstramning på vokalfronten for at være noget, der er værd at skrive hjem om.