New Discolour er en dansk metalgruppe fra Kolding (så vidt jeg kan forstå), og "Short of Ink" er deres debut.
Deres stil er en blanding af metalcore og moderne thrash metal, og dertil er sat et progressivt twist. Og det virker egentligt meget godt. Der sker en masse i hver eneste sang, og der bydes både på uptempo thrashy stykker samt groovy midtempo passager og tunge breakdowns plus enkelte spøjse progressive guitarfinurligheder nu og da. Selvom der ikke gøres overdrevent meget brug af melodi som sådan, så er der enkelte simple men ganske overbevisende guitar-leads, hvoraf enkelte nærmest er inkorporerede i riffene (som i 'A Thank You Note to Cole M.'), og andre er "rigtige" guitar-leads (som 'Hexagon').
New Discolour holder sig ikke kun til den efterhånden gennemtærskede, men stadig klassiske, power chord men gør også brug af skøve akkorder og usædvanlige harmonier - dette lader der til at have været lidt en tendens til blandt nyere metalcore acts, og det er da meget forfriskende. Jeg kan også godt lide den karakter, som New Discolours breakdowns har, da de er mere ovre i nogle post-thrash-agtige groovy mønstre end de måske til tider lidt uinspirerede breakdowns, man kan støde på i nogle grene af metal- or deathcore. Der er også nogle lækre cross-over/hardcore riffs nu og da, så som hen mod slutningen af 'Chinese Vancouver'.
Hvor musikken er ganske afbalanceret mellem thrash og metalcore, så er vokalen nok mest ovre i metalcorelejren, da der på ægte metalcore-vis veksles mellem hardcore-agtig råben og en dybere mere growlet vokal, og det passer egentligt meget fint til den tunge musik.
I det store hele er der tale om en ganske vellykket debut-skive, der er interessant og tung nok til, at New Discolour i hvert fald kan være stolte af den.