Tyske The New Black kaster sig på “II: Better In Black" ud i noget der mest af alt minder om metallisk sydstatsrock, og flere gange undervejs på “II: Better In Black" er der associationer til blandt andet Black Label Society – dog er The New Black noget mere metallisk anlagt og til tider kan der også drages lidt paralleller til Pantera. På papiret er det jo ikke en ilde kombination.
Sangene er korte og kontante og falder ikke i kategorien, der trækker ud i det uendelige – dog virker sangstrukturerne lige lovlig gennemskuelige, når man har hørt de fem første sange på albummet. Overordnet gør The New Black det da også fint, men "II: Better In Black" er præget af at være for steril, og mangler i høj grad noget mere organisk og dynamisk præg, når bandet forsøger sig ud i deres groovede metal. Ideerne bliver derfor også hurtigt lidt ligegyldige – ikke deciderede dårlige, men The New Black formår ikke at gøre det store indtryk.
“II: Better In Black" bliver dermed også et album på det jævne.