Ikke lige en neurose for mig.

Jeg skal erkende, at jeg ikke kendte meget til Neurosis, da Honor Found in Decay havnede i bunken. Neurosis er efterhånden nogle bedagede herrer, der rækker tilbage til 1985. Bandet startede som et punk/hardcore band, og har siden arbejdet sig i retning af doom(stil), med dark ambient og industrial påvirkninger. José Carlos Santos fra Terrorizer har angiveligt beskrevet Neurosis som "arguably the most influential band of the past two decades." Så stor var min forventning, da jeg satte Honor Found in Decay i gang. Og tilsvarende stor var min skuffelse og forundring, da jeg ikke kunne se, hvad alt det hype handlede om. Jeg allieredemig derfor med andre gode kræfter her på Heavymetal.dk, så jeg kunne få mere indsigt, og så Honor Found in Decay kunne få en rimelig gennemgang.

Musisk kigger vi på sange, der har en opbygning, som ofte ses i doom: Langsomme (i hvert fald indledningsvis) og lange numre, med gentagne elementer. Men lyden er ikke så tung som traditionel doom, som f.eks. Candlemass, og heller ikke så poleret som ses i doom; der er en punk-æstestik over det med beskidt/skramlet lyd. Sangene er meget lange, og de er bygget op med langsomt stigende intensitet – lidt som det kendes fra Ravels Bolero. Et nummer som "At the Well" er ganske illustrativt. Der er ingen tvivl om, at Neurosis har sin egen stil, som gennemføres konsekvent. Men jeg må nok bare nå dertil, hvor jeg konstaterer, at det ikke eren stil for mig.

Se, det er selvfølgelig en smagssag. Så lad os sige, at jeg smagsmæssigt ikke er med. Det er jo ikke i selv en grund til at afskrive . Hvorfor synes du ikke, at det er godt? må man med rette spørge.

For det første er jeg ikke meget for produktionen. Jeg har forstået, at nogle synes, at den skramlede garagelyd, der opnås ved at ’underproducere’ lyden, er fedt. Dem hører jeg så ikke til! Jeg måtte skifte til andre plader for at sikre mig, at udstyret ikke fuldstændig havde mistet evnen til at gengive musik. Jeg synes, at der mangler dynamik. Også det er jo en smagssag, og der kan næppe være tvivl om, at musikken ikke ville være det samme med en mere poleret produktion. Men jeg kommer altså til at sidde og lytte på produktionen, og det er bare ikke halvt så sjovt som at lytte til musik. Et forbehold skal tages: Jeg kan ikke udelukke, at nogle af mine problemer med lyden kan skyldes det ikke just imponerende format, jeg modtog Honor Found in Decay i. Men jeg kan ikke tillade mig at risikere jeres surt tjene sparepenge ved at lade denne tvivl komme Honor Found in Decay til gode.

For det andet synes jeg nærmest, at det er kedeligt. Jeg holder meget af doom/gloom og er derfor ikke ubekendt med relativt langsomme numre med gentagne elementer. Jeg anerkender opbygningen med stigende intensitet, og det fungerer isoleret set. Men opbygningen tager for lang tid for mig, og jeg synes, at indledningerne er for svage. Når først numrene er kommet rigtigt i gang, så er jeg langt mere med.

Jeg er fra en mere indsigtsfuld skribent blevet forklaret, at Honor Found in Decay giver et godt billede af, hvad Neurosis er, og at albummet er et af årets album. Så hvis man sætter pris påopbygningen af intensitet og synes, at denne form for produktion er fed, så kan Honor Found in Decay utvivlsomt have sin berettigelse. Men tilbage står, at jeg skal lave min vurdering, og jeg må konstaterer, at dette ikke er min kop the, men det kan jo være andres…

Se om det er din kop Neurosis: