Herligt genhør med brasilianske veteraner

Langtfra færdige med at kæmpe

Kendere af sydamerikansk – og i særdeleshed brasiliansk – metal vil vide, at det bestemt ikke er eksotiske strande, letpåklædte damer og flotte drinks med paraply i, der synges om, når bands som Angra, Krisiun og Abhorrence folder sig ud. Her handler det derimod om vold, fattigdom og korruption, og det har det gjort, lige siden første udgave af Sepultura satte sydamerikansk metal på verdenskortet.

Et af de bands, der er tilbage fra dengang, første bølge af brasiliansk metal gik sin sejrsgang, er Nervochaos. Siden dannelsen i 1996 har de udgivet ni plader, og har netop nu udgivet deres tiende. Den bærer titlen All Colors Of Darkness, og lad os bare slå fast med det samme, at de er lige så sure, som de altid har været.

Syv pletskud og to forbiere

Hos Nervochaos anno 2022 er det kun trommeslager Edu Lane, der er tilbage fra det originale lineup. Dog er alt, som det plejer, når man ser på det musikalske. De spiller nemlig stadig god gammeldags death metal stærkt inspireret af Sinister, Vader og Morbid Angel.

Stærke “Wage War On The Gods” åbner ballet på fremragende vis, og herfra ser bandet sig ikke tilbage den efterfølgende halve times tid. “Dragged To Hell”, titelnummeret samt “Suffer In Seclusion” er klart pladens højdepunkter, men de øvrige numre er trods den noget generiske skabelon, de er skåret efter, båret af forrygende tempo, energi og ikke mindst vrede. Særligt diverse numres c-stykker, breaks og guitarsoli er med til at løfte disse kompositioner fra det gennemsnitlige, da man kan mærke, de er båret af bandets utæmmelige vildskab samt frustration over deres hjemlands politiske tilstand.

Undervejs i de 33 minutter, All Colors Of Darkness varer, krydres musikken en anelse med thrashy passager, og på tredje skæring, “Dragged To Hell”, anes der endda lidt hardcore. Det fungerer upåklageligt og er med til at skabe lidt variation på en plade, der, som nævnt, i perioder bliver en anelse for enslydende. Eksempelvis hører man slet ikke overgangen mellem “Gate Of Zax” og “Umbrae Mortis”, der nok ikke burde have været placeret lige efter hinanden på tracklisten. Men noget, der virkelig springer i ørerne og burde have været undgået, er pladens sidste to skæringer, der er covers af henholdsvis Misfits-nummeret “Demonomania” og Hank 3’s “Three Shades Of Black”. De er ikke bare totalt malplacerede i kontekst med resten af pladens ret fede udtryk, men også rædsomt dårligt udført. Kunne vi dog bare have fået to-tre fyldnumre i stedet.

Der gror ikke mos…

Forventer man en hel masse nyt under solen, behøver man ikke bruge så pokkers meget tid på denne plade. Den er bestemt ikke dårlig, men er man til nytænkende og moderne death metal, kan man ikke hente ret meget nyt her. Er man derimod fan af Nervochaos’ meget klassiske måder at gribe genren an på og ikke mindst deres uforlignelige energi, er der faktisk rigtig meget at komme efter. Bortset fra de to rædderlige covernumre selvfølgelig.

All Colors Of Darkness er alt i alt en rigtig stærk plade med nogle meget medrivende numre. Men det trækker selvfølgelig ned i helhedsoplevelsen, at de to covernumre skal ødelægge det hele, samt det faktum, at pladen uden disse to vederstyggeligheder kun rummer syv ordentlige sange. Det resulterer i syv kranier, der nemt kunne have været et mere.