Nekromantheon - Rise, Vulcan Spectre

Rise, Vulcan Spectre

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De er norske. De spiller thrash. De sparker røv.

Nekromantheon er tilbage med opfølgeren til deres debut fra 2010, "Divinity of Death", og på dette deres andet album "Rise, Vulcan Spectre" leverer de kompromisløs thrash metal, som man lavede det i de gode gamle dage. Stilen er rå og ukompliceret - dog ikke lige så primitiv som black thrash - med fokus på tempo og aggression, men også med masser af de obligatoriske tunge stykker.

Riffene er solide, ultra aggressive og ikke for finurlige, men heller ikke for simple, mens trommerne buldrer derudad, og i soloerne gøres der på bedste old-school-thrash-vis flittigt brug af skinger shredding og vibrato-arm. Og den harske råbende vokal passer fint ind i lydbilledet.

Stilmæssigt kan musikken på "Rise, Vulcan Spectre" sammenlignes med den rå og aggressive thrash metal som Slayer, tidlig Sacred Reich og tidlig Sepultura repræsenterer, men der er da også enkelte referencer til speed metal a la tidlig Megadeth (som i 'Blood Wisdom') og den mere beskidte stil, Celtic Frost stod for tiden efter Hellhammer.

Det kan godt være, at "Rise, Vulcan Spectre" er old school og retro, men man kan ikke løbe fra, at Nekromantheon gør et sublimt stykke arbejde, og - om man så synes at skiven er uoriginal eller ej - så er den ganske simpelt svinefed.

Et must for fans af old school thrash metal.