Hva’ faen er power core?

Den italienske kvartet Nekomata er ude med opfølgeren til deres debut, … And Then, The Abusement Park Left Town fra 2022, kaldet Euphoria. Altså på dansk eufori – denne her voldsomme følelse af lykke, velvære eller opstemthed, som man kan opleve ved en forelskelse. Spørgsmålet er så, om gruppens anden langspiller kan leve op til netop dét navn. De fire italienere er i hvert fald lettere forelsket i dem selv og mener, de har opfundet en helt ny genre til deres musik: power core. Den unikke stilart, beskriver de selv, bevæger sig i grænselandet mellem power metal, metalcore og death metal. Dertil krydres der med filmiske elektroniske elementer, ren og harmoniserende vokal og hertil kontrastfyldte growls – altså igen: efter ’opfinderens’ eget udsagn. Men har bandet virkelig opfundet den dybe tallerken, eller er de bare stilforvirrede?                                                                        

Musikalsk pasta uden en velsmagende sauce

Trods de beskrevne stilarter så er det noget helt andet, der møder lytteren på skivens første nummer, ”PY”. Her er vi mere ovre i den elektroniske genre, da introen er et industrialinspireret elektronisk nummer, der leder tankerne hen på bands som Northlane, Crossfaith eller sågar Copenhell-aktuelle The Prodigy. Hvilket i sig selv er et spøjst valg, da der ikke er meget fra denne metalafart at spore på resten af udgivelsen. Det skulle dog lige være den yderst malplacerede og nærmest barnlige elorgelagtige effekt, der benyttes på sangen ”DE PRIAPI DILEMMA”. Derudover står startnummeret som en outsider på skiven. ’Desværre!’, får man næsten lyst til at udbryde – da resten af albummet er en kaotisk blanding af deathcore, djent, metalcore, heavy rock, poppede elementer og vokalkaos. En blanding, der føles langt fra en velkoordineret cocktail.

Som på ”SHATTERED”, der egentlig starter godt med growlende vokal, eksplosive trommer og fræsende guitar. Det bliver dog hurtigt forvandlet til en mærkelig hybrid mellem poppede omkvæd og brutale vokaler, der ikke formår at smelte sammen til én helhed. De to vokaler virker modstridende og mudrer i lydbilledet. Og det er ikke kun på dette nummer, det gør sig gældende, da det generelt er en rodet lydmur, der møder lytteren. Det er, som om at alt skal være i fokus på én gang. Vokalerne og instrumenterne kæmper om at komme til, og det lyder til, at alle spor er skruet lige højt op i mikset. Når det er sagt, så er der også øjeblikke, hvor det næsten lykkes for italienerne at komme ud med deres ide om en ny metalgenre. Her er ”ZERO” det bedste eksempel, med et fint omkvæd og en god energi, hvor de forskellige stilarter komplementerer hinanden okay gennem nummeret. Det er dog ikke noget videre at råbe hurra for, og selv om det er skivens bedste nummer, så er det langtfra perfekt. 

Det mest frustrerende ved albummet er egentlig, at man mærker potentialet fra gruppen hele vejen igennem. De er dygtige, og deres mod på at blande stilarter er anerkendelsesværdigt. Især forsangeren viser sit høje niveau, men det bliver samtidig nærmest for teknisk: fra growl, skrig og brutalitet over til en lys, nærmest falsetagtig vokal på ét og samme nummer. Det er generelt, som om at der mangler den notoriske røde tråd i Nekomatas musikalske univers. Hvis de formår at skabe denne, kan deres vision komme til at fungere. Tankerne ledes her hen på danske Cold Night for Alligators’ nummer ”Violent Design” som bedste reference for, hvordan sammenblanding af forskellige genrer kan lyde kombineret med en stor spændvidde rent vokalmæssigt.

En ufuldendt symfoni af smagsløse toner

Det er tydeligt, at de fire italienere har talent og ambitioner, men resultatet er for rodet til virkelig at imponere. Skiven byder på enkelte fine momenter og spændende ideer, men de drukner i en overflod af stilarter, rodet produktion og en manglende retning. Én stor gryde med suppe, som ikke er smagt til. De mangler at finde en bedre balance i deres udtryk, før det kommer til at fungere for dem. Som helhed er pladen mere frustrerende end tilfredsstillende – en udgivelse, der prøver at være alt på én gang og ender med at være lidt af det hele. Uden alligevel at følge noget af det helt til dørs.