Den allerførste gang

Det siges, at der er en første gang for alting. Sidste år kastede jeg mig hovedkulds ind i min datters forældreråd. En så skræmmende oplevelse, at selv den mest frygtindgydende rutsjebane i Danmark kommer til at virke sjov og hyggelig til sammenligning. Samtidig overværede jeg min allerførste – og uden tvivl sidste – countrykoncert nogensinde, som mig fik til at længes efter lyden af en cementblander på ny. På heavymetal.dk er det første gang, vi anmelder Marko Bojkovic, på trods af at guitar-virtuosen netop har udgivet sit ottende album, Powercore. Strengespilleren, som er baseret i Florida, har i denne omgang omringet sig med vokalisterne Chris Thomas og Gabe Vermund i et forsøg på at skabe sin helt egen genre ved at kombinere power metal, metalcore, djent og progressiv metal. Hvordan klarer han sig så, tænker du sikkert? Marko klarer sig glimrende på guitaren. Men ensemblet omkring ham efterlader en dårlig smag i munden.

Hvor mange personer skal der til for at spille god guitar?

Når vi taler om første gange, kan jeg roligt sige, at jeg aldrig frivilligt skriver denne sætning igen: Efter flere lyt til Powercore havde jeg foretrukket, at det var et rent instrumentalt album, og det siger en del, når jeg normalt ikke har meget til overs for genren. Marko Bojkovic er tydeligvis en fremragende guitarist, og det er tydeligt, at hans styrke ligger i vilde soloer og fede riffs, og det er her, han absolut skinner igennem. Problemet er alt det udenom. Vokalerne fra Chris Thomas og Gabe Vermund bidrager med mere frustration end tilfredsstillelse, og den rene vokal er ofte så flad og sjælløs, at det bliver direkte ligegyldigt. Det er synd, for der er mange imponerende og teknisk flotte sektioner imellem alt rodet. Soloerne på numre som ”From Within” og ”Thrown” er veludførte, og her viser Marko, at han har en unik lyd på guitaren på grund af hans teknik. Resten af instrumenterne holder sig mere i baggrunden, men trommesektionen i ”Thrown” fortjener også ros for at give en god dosis energi og attitude til albummet.

I forhold til klassificering af genre er Powercore mere en blanding af progressiv metal og djent end ren powermetal. Der er masser af djent-guitararbejde at finde, men desværre havner det ofte i skyggen som eksempelvis på ”To Reminisce”, hvor den ufine growl stjæler fokus. Og lad os bare sige det, som det er: Den growl er lige så spændende som at kigge på våd maling tørre. Hvorfor ikke lade os nyde de kreative kompositioner, der sikkert er brugt lang tid på? Pladen klokker ind på 31 minutter, hvilket faktisk er meget optimalt, men jeg ville give min venstre trommehinde for at høre Marko spille flere soloer. Jeg kan sagtens forstå ideen om at bringe et par gæstemusikere ind for at sparke lidt ekstra liv i festen, men når du værdsætter guitaren lige så meget som din førstefødte, skal du selvfølgelig også putte den i fokus – noget i stil med, hvad Michael Ellis gjorde på Modern Heresy sidste år. Det er ikke altid nødvendigt at forsøge at kreere sin egen genre. Der er masser af gode at vælge imellem i forvejen.

Til guitarnørden, der kører grande punto

Hvis du elsker god guitar og er klar til at tage et par tæsk på vejen til koncerten for at høre den, så er Powercore måske noget for dig. Men søger du en helstøbt oplevelse, banebrydende metal eller et soundtrack til at tylle bajere til, så må du desværre kigge videre. Marko Bojkovic har talent, det er der ingen tvivl om, men hvis han næste gang dropper vokalisterne og giver os en instrumental tour de force, så kan han skabe noget, der virkelig sætter sig fast. Indtil da er Powercore kun for de mest hardcore guitarentusiaster.