Født i kaos, opfostret af ustabilitet

Kaos, ustabilitet og grindcore er tre ting, der passer bedre sammen end Trump, Putin og valgfusk og har været grundstenene for enhver plade inden for genren, siden Napalm Deaths legendariske debut Scum udkom i 87. En plade, der – udover at have få originale medlemmer tilbage ved indspilningen – også havde en næsten helt anden besætning på pladens b-side – eneste blivende medlem var trommeslager Mick Harris. Dette er dog ikke en praksis, Napalm Death har fortsat. Siden Danny Herrera overtog kedlerne i 1991, har der ikke været en eneste udskiftning. En praksis, de dog fortsat har, er at kaste et album efter deres fans hvert andet eller tredje år. Lige med undtagelse af i år, hvor det er hele fem år siden, vi sidst har hørt fra den britiske kvartet. Dette bliver der dog rådet bod på med den utrolig mundrette Throes of Joy in the Jaws of Defeatism.

Lediggang er roden til alt ondt

Har man fulgt bare en lille smule med i, hvad Napalm Death har foretaget sig de seneste ti år, er man også klar over, at bandet har eksperimenteret blandt andet med en smule Swans-inspireret støjrock og forsøgt at implementere mere melodiske passager i kaosset. Men inden man får ideen om, at Napalm Death er blevet stuerene, og man måske kan præsentere dem for sine forældre, bør man nok lige læse med her.

For nu spiller Napalm Death først og fremmest grindcore, så selvfølgelig åbner pladen med en lille håndfuld arketypiske Napalm Death-numre. Fra første sekund af ”Fuck the Factoid” får man følelsen af at blive bagbundet, få bind for øjnene, en gagball i munden og blive gennemtæsket af et nittebeklædt baseballbat graveret med diverse socialistiske og anarkistiske paroler. Men bedst som man tror, afstraffelsen slutter med ”Contagion”, vender den stærkt tilbage på ”Zero Gravitas Chamber” og titelnummeret. Det er numre som disse, der gør, at Napalm Death stadig sidder tungt på grindcore-tronen, og, hvis de bliver udfordret, tramper konkurrenterne direkte i ansigtet med en sømbeslået støvle. Pladen er kaotisk og aggressiv som bare fanden, men med melodiske breaks drysset nænsomt ud over numrene fremstår den umådeligt målrettet og fokuseret. Dog skal vi ikke glemme den eksperimenterende del af Napalm Death. En del, vi bliver præsenteret for på den udmærkede ”Joie De Ne Pas Vivre”. Der bliver ikke uddelt bøllebank til højre og venstre, i stedet bæres nummeret frem af en grindet basgang, hvor skærende noise-elementer bibeholder det kaotiske og typiske helt-oppe-i-ansigtet-udtryk, som grind skal have. Det er muligt, at nummeret fungerer som et pusterum, men det er et ubehageligt et af slagsen.

Ubehageligt er det også på lukkeren ”A Bellyful of Salt and Spleen”, hvor der igen eksperimenteres med de støjende elementer og en basgang. Det er bare ikke ubehageligt på den gode måde. Tankerne ledes hen på bandets 30 år gamle cover af Godfleshs ”Avalanche Master Song”. Kedelige industrial-elementer over en sløv basgang, der bliver gentaget alt for mange gange. Det er decideret dræbende at komme igennem. At ”A Bellyful...” så også byder på ren vokal fra Barney Greenway, gør ikke sagen spor bedre. ”Amoral” kunne man også have været foruden, ikke fordi det er dårligt nummer, men fordi det ikke træder nogen over tæerne. Det er lige til den sikre side, og Napalm Death er ikke ligefrem et band, man forbinder med ordet: ”sikkert”.

Der behøver ikke gå fem år igen

På trods af at Napalm Death til næste år kan fejre 40 års jubilæum, er der dog intet der taler for, at de er ved at falde af på den. Throes of Joy in the Jaws of Defeatism viser et band, der konstant er i udvikling og ikke er bange for at prøve noget nyt uden på noget tidspunkt at give afkald på eller glemme, hvor de kom fra. At de nye tiltag så ikke altid fungerer lige godt er, i det store billede, en mindre detalje. Napalm Death har udgivet en plade, der holder det høje niveau fra Apex Predator – Easy Meat uden at stå i stampe.

Spotify link til Backlash Just Because