Svenskerdødens pølse

Nale er et af Sveriges helt store undergrundshåb. De spiller en genreforvirring af punk, metal og rock ’n’ roll, og ifølge dem selv kan mennesker i alle genrer høre dem. Det er korrekt, at alle kan – men ikke nødvendigvis at alle skal.

Undergrundsmusik, der måske burde forblive under jorden

Death.Skulls.Satan er andet album fra svenske Nale, som er et af landets helt store undergrundshåb. De har eksisteret siden 2006 og har udgivet en demo i 10 og første album i 12 og har i løbet af deres år etableret en fanbase af en pæn størrelse. Dog burde Sverige måske halvere deres håb for bandet, som bandets logo nærmest selv foreslår.

De første sange, ”Slither” og ”Filth”, har lyd som en krydsning mellem noget af det nye Killswitch Engage med Jesse Leach og en smule Testament, og med det er de de bedste numre på pladen. De fungerer musikalsk, og det lyder ret fedt. På tredje sang, ”Dead Man’s Song”, går der helt Nickelback i den – og ikke på en fed, stadion rockagtig måde. Den er kedelig og træg ligesom Nickelbacks numre.

Death.Skulls.Satan har, blandt andet i titelnummerets omkvæd, flere catchy elementer, som gør albummet nemt at sluge – også for folk, der ikke hører hverken rock eller metal, og på den måde har det lidt en Volbeat-agtig, poppet feel. Derfor er albummet ret let genkendeligt, og femte gang, du hører det, tænker du: ”Hey! Det er da rimelig ok, det her…”. Dog er resten af musikken kedelig og behøver ikke gentagelse.

Uenighed i genren

Det er svært at genrebestemme Nale, men det meste af Death.Skulls.Satan kan beskrives som en gruppe fyre, der ikke kunne blive enige om en genre og derfor blander metalcore med thrash og noget Ted Nugent-bonderøvsmusik, og det kan især høres på nummeret ”No Escape”. Som nævnt tidligere er første sang, ”Slither”, den mest vellykkede sang på albummet, og resten er et forsøg på at genskabe den første sang eller bare en generel stilforvirring og uoverensstemmelse med hinanden. Det gør albummet utroligt kedeligt.

Kedelighed, stilforvirring og poppet lyd til side, så er albummet indspillet, mixet og mastered virkelig godt. Det er indspillet i Black Lodge Records: et sted, som også har Sabaton, Candlemass og Månegarm på CV’et, og det kan bestemt mærkes i, hvor godt produceret albummet er. Det er bare synd, at det er så kedeligt.