Så kom der kant og en særpræget lyd

Der er gået lige knapt to år, og nu er Knogjärn klar med opfølgeren til debutalbummet Våldet i Ditt Paradis. En plade, hvor bandet skød lidt i alle retninger i forsøget på at finde deres egen lyd. Knogjärn benyttede sig af de helt sikre ting inden for metalcore, og de kom derfor hurtigt til at lyde lidt stereotype og gennemsnitlige. Det har gruppen lavet om på med albummet Marscherar og Förstör. Sangene er ikke bare blevet stærkere, de har også fået deres helt egen lyd som band. Specielt guitarlyden er værd at bide mærke i. Slipknot møder Deftones sammen med klassisk metalcore, og det fungerer perfekt.

Det meste her er virkelig godt

Vi starter blødt ud med 15 sekunders lirekassemusik, men derefter er der ikke nogen kære mor. De her gutter vil fremad. Dog på en lidt anden måde end de typiske metalcorebands. En del guitarriffs er simple og gentagende, og trommerne er holdt helt minimalistiske stort set hele albummet igennem. Man skulle tro, at det blev kedeligt, men det fungerer overraskende godt. Det giver plads til de badass riffs, den gode melodi og de velskrevne tekster. Og så virker det bare så meget desto stærkere, når vi så får et ondt breakdown med dobbeltpedal eller et hæsblæsende fill. Der er også dynamik pladen igennem, som indeholder sange i forskelligt tempo. Dog er numrene bygget lidt for ens op. Kun ”Himlen Färgäs Röd” og ”Le När Du Dör” udfordrer den faste model, men disse sange er ikke blandt albummets stærkeste, og de er derfor placeret bagerst. Dog er der ikke tale om dårlige numre, og det er kendetegnende for pladen; den indeholder faktisk ikke rigtig noget dårligt nummer. Gruppen har dog en enkelt udfordring, som de skal arbejde med. Vokalen i de melodiske omkvæd er ganske enkelt ikke helt stærk nok. Her bliver det tydeligt, at forsangeren bruger så meget energi på at synge rent, at inderligheden og intensiteten fra versene forsvinder. Det er en skam, for omkvædene er ellers velskrevne.

Et band med en lovende fremtid trods skønhedsfejl

Knogjärn har med Marscherar og Förstör leveret et stabilt stykke arbejde. Bandet er stadigvæk lidt for låst i modellen med growl i vers og melodi i omkvædene, men det skal nok komme. Forsangerens vokale vanskeligheder skal de nok også få løst. Corey Taylor fra Slipknot startede ikke som nogen stor sanger, men han beviste, om nogen, at man kommer langt med træning. Knogjärn har rykket sig så meget fra deres første album, at der nok også skal komme styr på dette. Det vil jeg i hvert fald glæde mig til, for sammen med de styrker, som Knogjärn besidder i dag, så går de en lys fremtid i møde. Fremragende guitarriffs, deres egen guitarlyd, gode sange og velskrevne tekster med noget på hjerte. Det bliver spændende at se, hvad de finder på næste gang. Syv store kranier fra en nysgerrig lytter.