Nadiwrath er et gærsk band, og "Nihilistic Stench" fra tidligere i år er deres debutalbum. Stilen er en blanding af punk og black metal med en del old school thrash elementer tilsat.
Det kan godt være, at udsigten til punk måske vil skræmme nogle væk, men punk og black metal er ikke nogen ny kombination. Tidlige black metal bands som Hellhammer/Celtic Frost havde masser af punk-elementer, og black metal legenderne Darkthrone har jo de sidste par år blandet en del punk ind i deres stil; og så væltede Kvelertak, som vi ved, jo Copenhell for ikke så lang tid siden med deres højenergiske blanding af rock 'n' roll, punk og black metal. Så på den måde kan man jo sige, at Nadiwrath bare er med til at videreføre en allerede eksisterende tradition.
Spørgsmålet er så, om de gør det godt.
Og, ja, det synes jeg egentligt, de gør.
Musikken er for det meste rå og energisk med simple punkede og thrashede riffs, hvortil mere typiske black metal tremolo riffs og blastbeats er tilsat. Jeg synes, at de fleste numre er velbalancerede i forhold til vægtningen af punk og black metal, og jeg kan godt lide måden, hvorpå Nadiwrath i mange numre pludselig skifter fra uptempo punk-stykker til black metal tremolo stykker. Jeg kan dog godt forestille mig, at nogle lyttere vil finde, at numre så som "Another Pimping Whore", "Eyes Full of Vengeance" og "Winter Nights" lidt for punkede, mens et nummer som "There Is No Light" samt til dels også "Two Face Shit Fuckers" er mere ovre i ren black metal.
Musikken er rå og beskidt punk og black metal, og så kunne man måske forvente en bevidst underproduktion, men dette er ikke tilfældet. Produktionen er af udholdelig kvalitet, men bestemt ikke for poleret - så den passer stadig fint til musikken.
Albummets overraskelse er nok de næsten ti minutter lange afslutningsnummer "Memories are Dead", som indeholder flere melodiske stykker samt melankolske og mørke midtempo stykker kombinerede med ere traditionel black metal blastbeats.
Den skrigende vokal kan måske godt ende med at virke irriterende i længden, og den unuancerede brug af "fuck you" - som er arvet fra punk-rocken og nok skulle underbygge bandets fuck-you attitude, kommer altså også til at fremstå lidt fjollet i længden.
Bortset fra det så synes jeg, at "Nihilistic Stench" sammen med "The Original Sin" (Iron Lamb), "Condemned 2 Death" (Condemned?) og "My Life, My Way" (Agnostic Front) hørertil blandt de bedre punk-metal udgivelser fra i år. Dette album er endnu et fint alternativ for folk, der leder efter andet punk-metal end deathcore og metalcore, samt lyttere, der leder efter en indsprøjtning rå energi.
