Mystery Blue - Conquer The World

Conquer The World

· Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy Metal, Power metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Frankrig er nok stadig ikke nogen stor metal-nation.

Jeg hører til dem, der aldrig rigtig har ment, at Frankrig har meget at byde på som metal-nation. Karelias Raise var i den forstand undtagelsen, der bekræftede reglen. Mægtige Gojira har så tvunget mig til at måtte overveje, om det måske var på tide at ændre opfattelse. Det var derfor med nogen spænding – måske næsten håbefuld sitren -, at jeg satte mig til at lytte til Mystery Blues Conquer The World. Og lad det være sagt med det samme: Det har ikke givet mig anledning til at revidere min opfattelse.

Mystery Blue rækker tilbage til 1982, men de har været inaktive i en del år. Siden gendannelsen i 1996 er bassisten skiftet ud et par gange, men ellers har line up været stabilt. Stilmæssigt bekender bandet sig til heavy metal og true metal.

Det er traditionelle sager, vi her har med at gøre, og det kan jo være vældig godt. Men jeg har en alvorlig anke mod Conquer The World:

Det er der forsangeren, Nathalie Geyer. Jeg tror for det første ikke, at jeg er særlig meget for hendes sang overhovedet. Det kan vel betegnes som en smagssag. Men videre synes jeg ikke, at hendes sangstil på albummet passer til musikken. Som eksempler kan henvises (starten af) "Keep on Dreaming" og "Innocent Crime". Bedre fungerer det på bonustracket "Accroche-Toi À Tes Reves", der ironisk nok er en fransk version af "Keep on Dreaming". Min pointe understreges på "Running With the Pack", hvor gæstesangeren (Andreas Babuschkin, Paragon) brænder langt bedre igennem. I øvrigt synes sange, som jeg har fundet fra tidligere udgivelser, hvor sangstilen er anderledes, at fungere betydeligt bedre.

Derudover forstår jeg ikke helt produktionen. Jeg har prøvet med forskellige afspillere og hovedtelefoner og et fornuftigt dimensioneret anlæg, men lydbilledet fremstår ikke balanceret. Guitaren ligger efter min smag ikke rigtigt i mixet i forhold til trommerne. At give trommerne en fremhævet plads er ellers ikke nogen dårlig idé, for der bliver spillet igennem! Men guitarspillet er også rigtig godt. Generelt er den instrumentale del af Conquer the World rigtig fornuftig. Hør for eksempel "Innocent Crime" og "Running With the Pack".

Det hjælper rigtig meget på musikbilledet, når der bliver skruet godt op, men det bør vel være muligt at høre musikken uden at starte en nabokrig.

Generelt er jeg ikke imponeret. Musikken danner ikke et hele, og generelt sidder jeg uden den der følelse af: "Gad vide, hvad der kommer nu?" Men et væsentlig forbehold skal tages: Hvis man ser anderledes på sangeren, kan det ændre opfattelsen af Conquer the World ganske betydeligt – er hun god, så er Conquer the World det også. Tjek det selv på nedenstående link, og dan din egen mening.

Trailer til Conquer the World:

Tracklist

  1. Conquer The World
  2. Innocent Crime
  3. Running With The Pack
  4. Evil Spell
  5. Cruel Obession
  6. Ticket To Hell
  7. Keep On Dreaming
  8. Road Of Despair
  9. Behind Those Walls
  10. Guardian Angel
  11. Accroche-Toi À Tes Reves (bonus track)