Mr. Big blev gendannet for et par år siden, endda i den oprindelige besætning med Paul Gilbert på guitar og Billy Sheehan på bas (førstnævnte forlod bandet i 1997, sidstnævntes deltagelse i bandet var på retur i de sidste år, op til at Mr. Big gik i opløsning i 2002). Nu er de så - efter at have været på en solid nostalgitour verden over - klar med et nyt album med den kryptiske titel "What If...", der måske lægger op til en vits i kombination med coveret, der viser en gris med vinger (hvad hvis bandet havde heddet Mr. Pig?)

Mr. Big har i deres unge år ligesom så mange andre rockbands været splittet imellem at tilfredsstille deres egne og (må man formode) hardcore-fans' smag og musikradioernes behov for letfordøjelige singler. Heldigvis har de tydeligvis erkendt, at de fans, der er gladest for at høre dem i aktion igen, ikke er dem, der står med lighteren fremme under "To Be with You", men nok snarere dem, der spiller luftguitar på "Daddy, Brother, Lover, Little Boy". Selvfølgelig er der et radiovenligt omkvæd her og der på "What If..." (f.eks. på "As Far As I Can See" og "All the Way Up"), men det er altid smagfuldt svøbt ind i groovy, solo-læssede arrangementer, så det er den bluesbaserede heavyrock, der dominerer på albummet.

Den tørre produktion, den tydelige spilleglæde og cool "1-2-3-spil!"-energi får mig umiddelbart til at tænke på albummet "Bump Ahead" fra 1993. Numre som "Undertow", "American Beauty" og "Still Ain't Enough for Me" bringer også åbningsnummeret "Colorado Bulldog" fra førnævnte album i behagelig erindring.

Alle musikere spiller, så det er en fornøjelse, og Eric Martin synger så ubesværet og ungdommeligt, at man ikke helt fatter, at han passerede de 50 sidste år. "What If..." er klart et album, der lægger vægt på at vise, hvor dygtige musikerne er, hvilket er ret fedt (tjek f.eks. de hurtige riffs i bas og guitar på "Around the World" bare for at få en idé om, hvor niveauet ligger), men samtidig er det også et album, der lidt mangler nogle af de mere markante hooklines, der sætter sig på hjernen, og som Mr. Big tidligere har excelleret i. Er man villig til at give "What If..." en chance, er det dog et album, der vinder på gennemlytning på grund af detaljerigdommen i arrangementerne.

Det eneste, der kan ødelægge min glæde over albummet er, at man har valgt at separere instrumenterne så meget i de to kanaler, at Gilberts guitar næsten hele tiden befinder sig helt ude i venstre side, mens Sheehans bas overvejende befinder sig i højre side. På et ordentligt anlæg lyder helheden o.k., men når man har hovedtelefoner på, føles det lidt, som om man har to (indrømmet, meget virtuose) insekter siddende bag ørerne. Der er givetvis tale om et bevidst valg, så man hele tiden tydeligt kan høre de to essers mange fills, men taget i betragtning, at det er Kevin Shirley, der har siddet bag knapperne, kunne man godt have ønsket sig noget, der ikke lød, som om man først lige havde opfundet stereo. (Shirley lavede f.eks. fed lyd på Black Country Communions heavy-bluesrock-debut fra sidste år.)