Med de obligatoriske 1-2 års mellemrum, er der igen nyt fra Lemmy og drengene. Denne gang er det i en mere hård støbning end den mere Hard Rockede "Hammered". "Inferno" minder til tider om "We Are Motörhead", da de begge bærer tydeligt præg af det er Phil Campbell og Mikkey Dee der har stået for den musikalske side. Lige fra åbneren, "Terminal Show", står det klart hvem det er vi her har med at gøre; rå ubehøvlet og fandenivoldsk som bare satan. Især Mikkey Dee er igen i storform med hans karakteristiske double bass spil, en ting han må anses for at være mester i. Desuden er produktionen igen en tand mere rå end det var tilfældet på forgængeren; bassen er igen oppe i mikset og trommerne er dejlig tordnende, som det passer sig for en Motörhead skive. Iblandt perlerne på skiven, udover den furiøse åbner, har man "Killers", "Life's A Bitch" og "In The Black". Sidstnævnte har en del af den tidlige punk stemning man kender fra bandets tidlige karriere, desuden har man med "Fight" en slags lillebror til "Ironfist". De fleste numre er Motörhead som man kender det, så har du aldrig kunne fordrage dem, starter du nok ikke din egen Motörhead fanklub nu. Men selv for alle os Motörheadbangers er der noget nyt at komme efter på "Inferno". Den første ting er, at man som gæste solist på numrene "Terminal Show" og "Down On Me", har ingen ringere end guitarikon Steve Vai. Han viser her, at han stadig har Rock'n'Roll i blodet. Desuden har man til at slutte pladen en af de mest atypiske Motörhead sange længe. "Whorehouse Blues" er en lille akustisk sang med Lemmy og Wizzo armeret med to guitarer og en mundharpe, der skaber en rigtig country/blues stemning. Lemmy har igen bevist at han ingenlunde hører til det gamle jern, selvfølgelig er der lidt rust her og der, men selv et rustent blyrør kan lave et par slemme buler.