Motörhead sender shockbølger gennem dit anlæg
Alle har et eller andet forhold til Motörhead. Det kan være lige fra det der legendeband med ham der Lemmy i spidsen, til store forbilleder. Det er også indlysende med de mange år de har eksisteret, og den indflydelse de har haft. Personligt synes jeg at Motörhead er et band, der hører til i enhver pladesamling, og her vil deres nyeste album, Aftershock, se godt ud på cd-hylden.
Motörheads 21ende studiealbum starter med et brag på "Heartbreaker". Vi er straks i gang, og det går solidt derudaf. Der er også smidt en hurtig og velspillet guitarsolo oveni. Sådan fortsætter det frem til "Lost Woman Blues", der, som navnet antyder, er meget blues-agtig. Det klæder Motörhead rigtig godt, og at den tager fart til sidst gør det hele meget bedre. Lemmy slipper også rigtig godt fra det hvad hans vokal angår. Han er bedst til de hurtigere sange, og på de to første numre får han vist sine styrker. På "Lost Woman Blues" fungerer vokalen, til min store overraskelse, godt. Jeg blev skuffet over hans duet med Doro på hendes Raise Your Fist, hvor han nærmest lød punkteret. Det oplever man overhovedet ikke på Aftershock. Efter "Lost Woman Blues" kommer min personlige favorit "End Of Time", som har det bedste riff på albummet. Nummeret er bundsolidt og samtidig meget energisk. Det er også et af den slags numre hvor Lemmys vokal virker bedst, og den løfter endda nummeret en smule. Igen er der en rigtig godt spillet guitarsolo. I løbet af resten af albummet holdes der et solidt tempo, udover på "Dust And Glass", som er et stille nummer. Man oplever fede trommer på "Going To Mexico", og fede riffs gennem hele albummet, men mest på "End Of Time" og "Paralyzed". Gennem hele albummet oplever man også den klassiske Motörhead stil, som fra eksempelvis Iron Fist, og nyere præg fra eksempelvis The Wörld Is Yours. Aftershock står her frem som den gyldne mellemvej.
Når man, efter at have eksisteret siden 1975, udgivet 21 studiealbums og ens storhedstid synes ovre, smider noget af sit bedste materiale på gaden, kam man ikke være andet end imponeret. Aftershock bærer ingen præg af alder eller indtagelse af utrolige mængder Jack Daniels. Vokal overstiger al forventning, trommerne er ikke til at klage over, og guitaren er fænomenal. Motörhead har blandet det bedste fra deres nye og gamle materiale, og det har resulteret i beviset på at deres karriere langt fra er slut (hvis Lemmys helbred holder til det). Det eneste lille problem ville nok være, at albummet kan virke en smule ensformet for den rigtig utålmodige lytter, men så skal man også være virkelig utålmodig. Generelt er Aftershock et lyt værd uanset hvilken del af metal-musikken du lytter til.
Heartbreaker er albummets single, og efter min mening et fint valg.
