Mork leverer usminket black metal lige til døren – og lidt ind i stuen…

I det Mork’e Norge

Lige for at slå én ting fast fra start: Mork er ikke en alternativ stavemåde eller oldnordisk version af ”mørk”. Ifølge manden selv er der ikke noget underhåndsluskeri med navnet; det betyder slet og ret: Mork. Det er forfriskende med et band, der ikke død og pine skal smykke sig med glemte ord, blot for at cementere sin status som værende ”black metal”; og det er netop dén følelse, der glimtvis dukker op på en plade, der ellers gør sit for at skue tilbage på fordums storhed: Her I Eremittens Dal er der nemlig ikke gjort plads til hverken tredje eller fjerde bølge, for slet ikke at tale om noget så ækelt som clean vocals.

Norsk black metal anno 2017

For I Eremittens Dal vedkommende, er der ikke meget der tyder på, at de nedbrændte kirker for længst er blevet bygget op igen, og imperialismen stadig stortrives. Det er et nostalgisk tilbageblik på den gang mænd havde langt hår og lavede musik for de indviede i fugtige kældre. Og det er alligevel imponerende, når man tænker på, at Mork kun har eksisteret i små fire år. Manglen på stamtavle til trods, er det et omfattende generalieblad manden bag, Thomas Eriksen, kan bryste sig af. Han har plejet musikalsk omgang med nogle af de tunge drenge på den norske scene – Darkthrone især –hvilket da også skinner kraftigt igennem på I Eremittens Dal. Det er svært ikke at skulle hive lagkagediagrammer frem og analysere data på hvert enkelt nummer, når de hver især bærer noget i sig, der på én og samme tid fremstår unikt og dog alligevel klassisk. ”Holdere Av Fortet” er et af pladens mest interessante numre, hvor både tempo og vokal binder hele balladen sammen; det er hektisk og intenst og er, sammen med ”Likfølget”, så mega-black, at det næsten føles som en fornærmelse, at man kan finde udgivelsen på Spotify.

Dog er der stadig plads til enkelte elementer, som får Mork til at skille sig positivt ud fra den endeløse strøm af black metal-enmandsprojekter, der efterhånden har oversvømmet markedet.  For det første er der, som nævnt, ingen clean vocals. Det tætteste vi kommer på sang er på ”Mørkets Alter”, hvor der bliver dyrket noget, som, i mine ører, lyder temmelig meget som false chord singing, og det gør sit til at bryde den ellers monotone og meget basale sangteknik, der er gennemgående på dette album. Atmosfære er det også småt med; lige med undtagelse af fløjten på  ”Et Rike I Nord”; ellers er det uskøn black, der på ”I Enden Af Tauet” giver associationer til Stormtroopers of Death og favoritten ”Forsteinet Av Hat”, kan bedst beskrives som et barn der er så grimt, at man simpelthen ikke kan andet end at holde af det.

13 på dvsinet

Legetøjstrommer og riffsalat til trods, er der alligevel en form for mæthed at spore i mit sorte anmelderhjerte. Det nytter ikke noget at klemme lydeffekter ind hist og her for at skabe den stemning, din musik burde levere. Kirkeklokker bør være reserveret det ene Metallica-nummer alle, trods alt, kan blive enige om, og som nævnt tidligere, bliver vokalen simpelthen for basal, når man medregner at musikken i forvejen ikke er specielt kompleks. Det gør mig glad, at bassen er hørbar, og evnerne fejler bestemt ikke noget, når man ser på udførelsen af musikken, men selvom jeg har følt mig underholdt med dette album, byder det desværre ikke på mange mindeværdige morkmenter.