Eftertænksom black metal
Mondstille er et af mere interessante nyere black metal bands der, til trods for hverken at være banebrydende i deres musikalske eller lyriske tilgang, formår at levere meget kompetent og veludført melankolsk og "eftertænksomt" black metal.
Med undfangelse tilbage i 2004 har disse østrigske herrer indtil videre udgivet to albums. Specielt debuten "...Am Ende", fra 2008, var et mindre mesterværk af melankolsk black metal med et væld af nævneværdige riffs og original instrumentation i form af violin, fløjte samt akustisk guitar. Konceptet på denne plade var ydermere unikt i form af at være opdelt i en "metal" og "akustisk" sektion, men hvor de ovennævnte akustiske elementer alligevel fra tid til anden blev inkorporeret ind i metalskæringerne, til noget nær perfektion skal det pointeres. Et andet tankevækkende element var desuden senere Decapitated trommeslager Kerim Lechner (Krimh)'s medvirken på pladen, i velnok én af dennes første optrædener i karrieren. Grundet problemer med daværende pladeselskab "White bird records" blev det til en udgivelse i et desværre meget begrænset opslag, der indtil videre ikke har set nogen genudgivelse på nær i 50 eksemplarer af denne nye plade "Seelenwund", som der langt om længe vil blive rettet opmærksomheden på i den resterende del af denne anmeldelse.
Seelenwund er efterhånden ikke så spritny mere, da udgivningsdatoen går tilbage til Februar sidste år, men denne udgivelse fortjener ikke desto mindre et ord eller to med på vejen. Første mærkbare element i forhold til forgængeren er brugen af trommemaskine (hvis de da ikke allerede var i besiddelse af sådan en førhen i form af Kerim Lechner), og en noget klarere og større lyd. Værket er langt, med en spilletd på omkring en time, og denne gang er der ikke tale om en klar opdeling mellem en decideret akustisk og metallisk sektion. Hvis man er bekendt med det efterhånden evige referencepunkt,...Am Ende, vil man kunne genkende Mondstilles riffstil, samt den karakteriske violin der typisk blander sig enten i form af stille, lindrende intro eller en kraftfuld crescendo for at højne effekten af en sangs klimaks. Referencer til denne form for komposition kan drages til det engelske prog/avant-garde black metal A forest of stars, eller Canadiske Depressive/avant-garde black metal band Gris, hvor det dog må understreges af kompositionsformen alligevel er ganske særegen hos alle tre bands. Mondstilles materiale er unægtelig yderst rifforienteret, hvor det kan tillige kan være svært at beskrive hvorndan disse riffs går ind under huden på én, noget som de ikke uofte formår at gøre.
Slåede, men alligevel trivielle adjektiver, såsom melankolsk, romantisk, trist, er hvad man med rette kan tilknytte musikken der er at finde på seelenwund. Der synes desuden også at være et stærkt underliggende fokus på naturen og scener af denne som de enkelte riffs fremkalder. Programmeringen af trommerne er en af de mest mennesketro og organiske undertegnede har været udsat for siden Myrkgravs "Trollskau, Skrømt og Kølebrenning" uden dog på nogen måde at være så flashy som sidstnævnte. Produktionen, som førnævnt, er særdeles kraftfuld hvorend utilstrækkelig dette udtryk må være for de fleste. Med dette menes en særlig "Wall og sound" med meget højere guitarer end der var at finde på "...Am Ende" som der på ingen måde virket steril eller hindrende i form af atmosfæren der emanerer ud fra musikken.
For at konkludere, vil dette andet Mondstille album appellere til folk der ikke har noget imod at bryde "Nekro kodekset" da lyden afviger blandt andet fra skraldespandsproduktion og satanisk propaganda, som den kappeklædte, corpsepaintbærende, gedeofrende og guldbeklædt pokal indeholdende blod løftende horde er eksponenter for. Disse "afvigende forgreninger af den sande lyd", bands, som nogen nok vil postulere, er dog heldigvis langt mere velkomne og hyppige i dag end man så førhen, og selvom Mondstille med Seelenwund ikke hører til blandt de allermest nyskabende, eller avant-garde konstellationer i vor tid (hvilket ganske givet heller ikke var intentionen) fortjener de ikke desto mindre respekt og agtværdighed for deres solide bidrag til genren. Fans af bla. A Forest of Stars, Gris, Dämmerfarben og Dornenreich tag jer i akt!
