Da jeg hørte Mnemic første gang, var det med Michael Bøgballe i front, og jeg var solgt med det samme. Mine forventninger til hans efterfølger har siden da været temmelig høje, og med albummet "Passenger" introducerer Mnemic deres nye fransktalende sanger med det umulige navn Guillaume Bideau for verden, og han har uden tvivl sin egen stil. Den mest markante forskel er Bideaus growl, som er meget hakkende og i stød, en art gylpende lyd, hvilket kunne være en rigtig fed effekt, hvis han ikke konsekvent lød sådan. Men med det sagt, er Bideau en utrolig passende erstatning for Bøgballe.

Det er en lille smule svært at abstrahere fra den præventive effekt i "Passenger", da man har forsøgt at forhindre alle de utroværdige anmeldere verden over i at dele sangene ud før tid ved at opdele samtlige numre i mindre numre med en varighed af ca. 30 sekunder. Ufattelig irriterende for lydbilledet, og det bliver noget kompliceret at holde styr på, hvilket nummer man lytter til, når 11 numre bliver til 99. Med det sagt skal jeg være den første til at indrømme, at "Passenger" er en utrolig aggressiv plade, og det er lækkert at høre, at Mircea og Rune er gået tilbage til de 7-strengede guitarer, som de har talt om tidligere. Det giver musikken et dejlig brutalt udtryk, og med de kranieknusende trommer, som Brylle leverer, er der lagt i ovnen til en god gang nakkesmadder på Mnemic’s tredje album.

"Passenger" er som sagt en aggressiv skive, men Mnemic formår som sædvanlig at levere den variation, som skaber et dynamisk lydbillede og lader de aggressive elementer og passager træde endnu mere i karakter, og ligeledes omvendt med de mere afdæmpede stykker. Hvad jeg imidlertid kunne savne lidt ved albummet "Passenger", så er det de numre, som stikker ud i forhold til resten af skiven og virkelig afslører deres hitpotentiale, som det tidligere har været tilfældet med numre som "Door 2.12", "Deathbox" og "Liquid". Skiven er mere en samling af røvsparkende ’fusion future metal’, hvilket man også sagtens kan trænge til.

Kort og godt kan man sige om "Passenger", at det er en rigtig fed skive, men der ligger ikke samme hitpotentiale i denne skive, som Mnemic’s tidligere værker. Numrene skal ses mere som en del af helheden, og ikke som enkelte "pop hit singles". Produktionen af skiven er rigtig lækker, og endnu engang formår Tue Madsen at lave lækker lyd for Mnemic. Denne gang er den dog lidt mere beskidt og sønderrivende, men overordnet set er "Passenger" et glimrende album, som det sagtens kan betale sig at lytte igennem en gang eller fem. Og sandsynligvis også mere.