Mighty Mite

Det er lige før, at man mister pusten, når man lytter til Mites benhårde hardcore, som udover hardcoren stifter bekendtskab med både grindcore, dødsmetal og powerviolence. Der er tunge og brutale breakdowns, der føles som at få en lussing lige i ansigtet og et knæ i de ædle dele syd for navlen. Der er fart over feltet både lyrisk og musikalsk. Det er en intens og spændende rejse udi de tunge og dybe riffs, en diktatorisk vokal og ditto ubarmhjertig energi, vi får serveret på dette velproducerede debutalbum, Relentless.

Dyna-Mite

Bandet nærmest pisker musikken ind i lytterne, idet vildskab, ildsjælsattitude og fandenivoldskhed kommer buldrende som et godstog uden bremser. Det er tight og aggressivt, hårdt og beskidt, og sjældent høres det samme riff to gange. Hvis du er til END, så gang det med fem, og du har Mite.

Lyrisk er det potent og sprængfarligt, og vokalen lyder som en bombe, der kan eksplodere i et inferno af kaos, hvert øjeblik det skulle være. Det er muligt, at Relentless ”kun” har en spilletid på 28 minutter og dermed kun lige kan bruge betegnelsen fuldlængde, men den får alt, hvad remmer og tøjler kan trække, så det er ikke nødvendigt med yderligere. Det er en flot præsentation af 13 harske, rå og upolerede numre, som vi lyttere får skreget og sparket ind på lystavlen, og det er nogle af livets tunge emner, som bliver rundet på dette album. Vi kommer rundt om vrede, depression, afmagt, kaos, forløsning og ja, en generel rundtur i livets tunge og hårde aspekter.

Nummeret ”Parasite” er som at få smækket en tung branddør lige i fjæset. Det sætter standarden for, hvad du kommer til at lytte til den næste knap halve time. De tordnende trommer og den brølende guitar griber fat om din strube som i et jerntag, alt imens den grynede stemme injicerer dig med et skud rå og kraftfuld energi. Så er vi i gang!

”Tomorrow Alone Won’t Save You” er et af pladens mere stille numre, hvis man da kan sige det. Det er umiddelbart det nummer, som jeg holder mest af på dette album, da det er krydret med flere kompleksiteter. Der er de tunge riffs i starten, inden instrumenterne for alvor får en omgang bank og bliver skudt af. Omkring midterstykket går nummeret ned i tempo igen og bliver der. Generelt er det i al sin enkelthed et nummer, hvor man sidder og lytter efter de her små konstante ændringer, der er i lyd og lyrik, som gør det fængende.

Hvis man mere er til den ”ordinære” og klassiske hardcore med et lidt roligere tempo, så er det nummeret ”Death Mask”, man skal lytte til. Det er en behagelig overraskelse på Relentless, for det viser, at Mite som band har evnerne til at begå sig i flere retninger.

Selvgjort er velgjort

Bandet har haft gang i et større DIY-projekt. De har selv stået for sangskrivning, produktion, mixing, mastering, promovering og release, ja alt, hvad der vedrører skabelsen og udgivelsen af Relentless. Det burde være så ligetil at putte Mite i en kasse og kalde det hardcore, men det kan man ikke. Ja, det er hardcore pga. aggressiviteten, hårdheden, hurtigheden og den skrigende vokal, men vi bliver nødt til at runde de andre genrer, som de ”stjæler” fra. De har taget grindcoren, som jo er en cocktail af hardcore punk og dødsmetallen, og smidt den dissonante lyd fra powerviolence indover. Oveni det og ikke mindst har de brugt dødsmetallen og dens forvrængede nedstemte guitarer, dobbelte stortrommer, den growlende vokal og det kaotiske og hurtige lydbillede med temposkift galore. Dvs., at grundessensen i Relentless er hardcore, men med en masse sidespring.

Nu kunne man godt fristes til at tro, at lydbilledet ville være et inferno af stilarter, der forvirrer mere, end de gavner, men det er ikke tilfældet med Relentless. Der er ikke nogen slinger i valsen, og fordi de mikser genrer, bliver det ikke trivielt. Det er råt og godt. Det er harskt og ligetil.