Endnu en ligegyldighed fra Hr. Elendighed
‘Innovativt, moderne og banebrydende’
Disse ovenstående tre ord tilhører ikke undertegnede, og det var bestemt heller ikke de ord, der blev brugt om svenske Mister Misery, da vi anmeldte deres debutalbum, Unalive, tilbage i 2019. Faktisk er det bandet selv, der bruger de tre ord i beskrivelsen af deres egen musik, og det lover slet ikke så lidt, når man sætter sig klar til at høre gruppens nyeste langspiller; deres eponyme tredje album. Kvartetten lover ydermere, at deres musikalske sfære spænder over samtlige af metalmusikkens subgenrer, mens de både growler og synger melodiøse cleans med et teatralsk udtryk(!) Den lader vi lige stå et øjeblik. Skal man så forvente en rodebutik uden lige, hvor alt er forsøgt indkorporeret? Eller er pladen rent faktisk fuldkommen genial og det nye sort inden for metal?
Tja… Tjo…
Okay, det var nok en beskrivelse af bandet, som var mere forvirrende end informativ. Men lige netop forvirrende er et ord, jeg vender tilbage til. Her er nemlig rigtig meget, man som lytter skal forholde sig til. Der er dog en rød tråd på albummet, og det er særdeles heldigt. Uanset hvad Mister Misery bevæger sig ud i inden for deres selvproklamerede “alternative gothic metal”, er der nemlig hele tiden stabilt fodfæste i en slags udvandet og uinspirerende Motionless In White med gavmilde drys af Panic! at the Disco og My Chemical Romance. Bevares, det er ikke den allermest spændende røde tråd, men den er der. Trods alt. For midt i gruppens brug af klassiske virkemidler fra thrash, power, djent, metalcore og ultra-poppede hooks bliver man ofte i tvivl om, hvor filan bandet egentlig vil hen. Måske ved de det ikke engang selv?
Åbningsnummeret, “Root Of All Evil”, er umiddelbart super fedt. Det har en fed energi, et super fedt riff og minder langt hen af vejen om det fænomenale nummer “Face Down” af den kriminelt undervurderede supergruppe Killer Be Killed. Men ak. Fornøjelsen slutter brat med et omkvæd, der virker tyvstjålet fra samtlige mainstream og alt for poppede metalcore-bands fra omkring årtusindskiftet. Så meget potentiale og så tabes det hele på gulvet. Og desværre fortsætter albummet således. “Erzsébet (The Countess)” benytter fine symfoniske elementer, men ender med at lyde, som om Halestorm deltog i Eurovision med et af deres mange middelmådige numre. I “Eye Of The Storm” kunne riffet snildt være noget, Machine Head havde skrevet, men det er dybest set pop pakket ind i metal. Og på “Crooked Man” knækker filmen fuldstændigt; her tages det morbide gamle børnerim til nye højder (læs: lavpunkter), hvor det behandles yderst skændigt med fjollede stemmer og teatralsk kor. Og resten af pladen? Ja, det er banal og kedelig 00’er-pop pakket ind i alverdens forskellige metal-floskler. Bevares, det er flot produceret, og guitaren er både velspillet og vellydende, men selv efter tre-fire gennemlytninger hænger ingen af numrene fast.
Lige til glemmebogen
Mister Misery har uden tvivl lavet en plade, der er deres hidtil bedste. Men man må også være ærlig og konstatere, at det bestemt ikke siger ret meget. De har fået styr på en hel del, men med en lyd og et udtryk, der ville begå sig bedst i et tyve år gammelt Boogie-program med Lise Rønne og Huxi Bach i værtsstolene, kommer deres “alternative gothic metal” simpelthen for sent til festen. Og så er det virkelig ensformigt og kedeligt, når man efter et par numre har vænnet sig til den altoverskyggende stilforvirring.
Er man fan af Motionless In White, Ice Nine Kills, Black Veil Brides og disses ditto – og er man ikke specielt kritisk anlagt hvad angår musikalsk originalitet – så kunne denne, Mister Miserys tredje langspiller, måske godt falde i god jord. Vi andre har i mellemtiden glemt alt om den i morgen eller senest en gang i næste uge.
