Depressivt ambient black metal er hvad Midnight Odyssey kan byde en på. Funerals from the Astral sphere som er bandets tredje album, mænger sig virkelig med noget meget mærkeligt noget. pladen er på to skiver og er fyldt med 2 timers depressiv amibient Black metal. Det er i sandhed et meget specielt album, og Dis Pater som er hjernen bag bandet, har skabt noget, som enten er "helt utroligt", "Det er okay" eller "Bvaadr… Fy for den lede." Selve bandet er fra 2007, men Dis Pater har været i gang siden 1999.

I den stor helhed er denne plade på grænsen til vellykket larm. Jeg hader at bruge det ord om musik, men det er grundtanken der er forløsende. At skabe et album baseret på "skønhed og had", "optur/nedtur" "liv eller død", at påpege en selv som en person blandet med alle føelser giver mening. Forvirrende nok er dette album i sin perfekthed anskueligt og bydende. Men produktionen er forfærdelig og lige i øjet. Det er som en skærebrænder der fræser din hjerne ud. Guitaren er der tilsat så utrolig meget rumklang at tonerne udvisker sig selv og man bliver mega stresset over rodet i musikken. Det er en stor lang epoke af alt slags musik, tilsat lange strofer af akkorder. Mest af alt minder det om en elendig optagelse fra en live koncert, som sikkert er meningen. Dette album er sær en af slagsen for det ændrer meget det traditionelle black metal, dog falder det slet ikke i god jord, for man kan højst hører et par numre ad gangen pga. det støjende lydbillede. Men syntes det interessant med den depressive tilgang til pladen. Altså uden at det bliver Emo. Så jeg vil mene "det er okay"! Et fint udspil, som sætter et andet lys på Black metallen.