Fyrnask - Bluostar

Bluostar

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så er det igen blevet tid til en gang norsk black metal. Denne gang leveret af Fyrnask, et enmandsprojekt bestående af manden Fyrnd, tilsat masser af instrumenter. Bluostar er første album fra Fyrnask.

Bluestor starter ud med en lang dyster, instrumentel intro, som med det samme sender en ned af sorgens sti. Der er virkelig lagt op til 57 min. indhyllet i mørkets, dybe skygger, hvor det er instrumenterne som hersker, afbrudt af forvrængede skrig, en grum vokal, og messende stemmer. Der bliver spillet på alle tangenter for at fange en grusom og trist stemning, og det er denne stemning som kører hele vejen igennem. Som på andre black metal skiver er der bankende trommer, vekslen mellem hurtige og langsomt, ja nærmest lidende langsomme stykker. Især er jeg godt tilfreds med guitaren, som veksler mellem hurtigere riffs lignende stykker, og mere downtempo, ja nærmest doom lignende guitar melodier. Der er flere steder på skiven klare referencer til både bands indenfor black, men også doom metal, hvor det er bands som Rotting Christ, Mortiis og selvfølgelig Darkthrone og Burzum der falder mig ind. Derudover er det messende kor som optræder flere steder med til at skabe en dybde og atmosfære, som er virkelig lækker, og når jeg lukker øjnene, bliver jeg ført tilbage til de mørke, golde norske sletter og skove. Hvad jeg prøver at sige er, at der virkelig er en god atmosfære. Man kan mærke desperationen, smerten og mørket, som er omdrejningspunktet for skivens tekster. Teksterne er på norsk, men der har også sneget sig et par enkelte tyske tekster ind, hvilket jeg overraskende ikke har noget imod, da jeg synes, at de passer fint ind i Blueostars lydunivers.

Alt i alt har Fyrnask skabt en ganske god skive, og Bluostar har masser af atmosfære og mørke tanker, hvis man er til den slags. Det eneste kritikpunkt, som jeg umiddelbart kan komme på er, at det er begrænset med situationer, hvor jeg vil lytte til Bluostar, da det er meget tung musik og pladen kræver en del koncentration før, at den for alvor kravler ind under huden. Til gengæld, hvis man giver Bluostar den opmærksomhed som den fortjener, er det en skive som vil sidde og grave i baghovedet længe efter, at man har slukket for højtalerne.