Mus eller mænd?
Hvad skal der ske med Of Mice & Men? Det var spørgsmålet, der kom på manges læber, efter at frontmand Austin Carlile i december 2016 annoncerede sit exit fra OM&M, grundet sin kroniske sygdom. Det var et stort tab (for metalscenen), da han i særdeleshed havde opnået ikonstatus inden for genren ligesom hans afdøde ven Mitch Lucker fra Suicide Silence. Nu stod bandet så uden et ikon og det store idol – og hvem skulle dog fylde hans sko? Valget faldt meget naturligt på bandets bassist Aaron Pauley, som album efter album har hensat Austin mere til en hypeman end en decideret sanger. Aarons vokal fik en mere og mere central rolle – specielt på sidste album, Cold World, som mildest talt var en tynd kop te. Manden har en stemme, der kan få englene til at synge, men kan han finde frem til sit indre bæst og holde de andre toner i en metalfrontmands register? Vigtigste spørgsmål er dog: ”Kan bandet uden Carlile?”.
Lave forventninger, men høje forhåbninger
Det synes jeg i den grad, de kan. Ser man tilbage på deres sidste par albums og på det faktum, at de mangler et så centralt bandmedlem, så var forventningerne naturligvis ikke så store som forhåbningerne om, at de kunne genfinde sig selv. Defy er umiskendeligt Of Mice & Men, og det står klart fra første skæring, titelnummeret ”Defy”. Nummeret har en god melodi, et catchy omkvæd og en rigtig flødetekst, som det nu engang altid ender med for et metalcore-band som OM&M. Men det er et godt nummer, og de viser format. Tempoet bliver sat op på efterfølgende nummer, ”Instincts”, og her får vi virkelig Aaron Pauleys evner inden for inhalerede skrig at høre. Det er ikke prangende; han klarer opgaven, men han kommer næppe til at sætte sig igennem som den helt store frontråber. Det er også ligegyldigt, for det virker, og hvert et nummer bliver holdt oppe af hans fremragende vokal, som – naturligvis – kommer meget mere i fokus på dette album.
Albummet rummer 12 numre fordelt over 45 minutter, og det kan det sgu ikke bære. Der er simpelthen for få sange, som virkelig bider sig fast. De kører efter den klassiske metalcore-skabelon, og det er hørt en milliard gange. De bringer så afgjort intet nyt, men dette album er vel også mere et bevis på, at de ikke er lagt i graven på trods af Carliles exit, og at de stadig vil det. Det gør de overbevisende; de har masser af relevans, spilleglæde og pondus. Det kniber lidt med sangskrivningen, for som skrevet før bliver det lidt for sukkersødt og til tider intetsigende. En sang som ”Money” er et meget godt eksempel. Dér havde Carlile lidt mere at bidrage med. Man kan jo diskutere, om de ikke altid har haft det problem – hvis man overhovedet ser det som et problem. Det synes jeg ikke, de har, for det er netop der, man skal vise, at man har noget på hjerte, og hvad det er, man vil ud med igennem sin musik, og de har næsten altid kunnet overbevise mig.
De er helt klart bedst, når de sætter tempoet op og tilsætter lige mængder skrig og ren vokal som på nummeret ”Warzone”. Igen, det er ingen sensation, men nummeret holder og bider sig fast. Resten af albummet… Det får ikke rigtigt det helt store tag i en. Men de havde noget at bevise. Jeg er også overbevist om, at de stadig kan. Det havde dog ikke skadet, hvis de lige havde holdt den i bukserne lidt længere og havde fokuseret mere på ophøjelsen frem for opstandelsen.
Godkendt, med plads til udvikling
Defy er et godkendt album! Firkløveren fungerer, men der er plads til udvikling. Lige så snart Pauley får vokalen og frontmandrollen lidt mere ind under huden, skal det nok blive interessant. I mellemtiden er vi blevet endnu et middelmådigt metalcore-album rigere, men det er et vigtigt et af slagsen. For Of Mice & Men lever og skal nok levere i fremtiden – hvis de tager sig tiden.