Det kan umuligt komme bag på nogen at Metal Church var med til, sammen med bla. Slayer og Metallica, at definere thrashgenren engang i 80'erne. Nu er bandet tilbage med en ny skive, efter utallige line-ups gennem tiden. Men hvordan lyder Metal Church anno 2008? Dette vil jeg her prøve at definere.

Medlemmerne i bandet er ikke længere just en flok vrede, unge teenageknægte. Nu er det nogle midaldrende herrer, der velsagtens hver især har stiftet familie osv. Og det er sådan dette band lyder på den her plade. Al aggresivitet mv. fra de gamle 80'ere er helt væk. De lyder som en flok familiefædre, der spiller hård rock. Ja, hård rock. For der er ikke meget metal over den her skive. Genremæssigt bevæger vi os mellem den hårdere rock og over i NWOBHM. Forsangeren lyder som en blanding mellem Ronnie James Dio og Bruce Dickinson. Hvilket sagtens kan være en rigtig god fusion. Bare ikke her. Der flirtes med lidt keyboard hist og her, hvilket da krydrer musikken en anelse.

Jeg må indrømme at jeg er jævnt skuffet over den her plade, men hvis det er en undskyldning for at bandet tager på tour, er jeg dog fortrøstningsfuld. Hvis hovedvægten af det spillede materiale altså ligger på de gamle numre.

Produktionen af pladen er rusten, hvilket er en positiv side ved pladen. Men det er altså heller ikke nok. Ej heller, at der af og til stikker nogle fede guitarsoloer ud. Men det har bare været hørt bedre, mange andre steder.

Jeg synes at Metal Church skal smutte i skriftestolen i deres egen kirke og bede om syndsforladelse. Amen!