En musikalsk genfødsel

Sidst vi hørte fra svenske Mephorash var i 2019, da de maskerede kultister udgav sværvægteren Shem Ha Mephorash – et album, der, som så meget andet, ikke fik megen opmærksomhed, eftersom corona havde gjort sit indtog. Ensemblet brugte dog denne ventetid på at se indad, gentænke sin eksistens og sit koncept – og nu har vi så resultatet af denne proces: Krystl-Ah. Et enormt værk med en spilletid på over en time, hvor bandet for alvor cementerer deres ønske om, at deres musik skal være mere end ’bare’ musik. Spørgsmålet er så, om disse ambitioner er opnåelige, eller om Krystl-Ah er den musikalske ækvivalent til Ikaros.

Når alle sanser er påkrævet 

Hvis man ikke er bekendt med gruppen fra Uppsala, er en simplificeret forklaring på deres lyd, at den mestendels minder om en kombination af Behemoth og Batushka. Det er storladen black metal med alverdens orkestrale, symfoniske og atmosfæriske elementer med lyrisk inspiration fra den hebraiske kabbala og kaosgnosticisme.

Samlet set lyder Krystl-Ah fuldstændig fantastisk. Der er virkeligt kælet for samtlige detaljer på albummet, om det så er guitarerne, koret, vokalen eller de mange andre elementer. Det er et voldsomt cinematisk værk – det er nærmest mere en film end et album. Hvilket ligeså er albummets absolut største problem. Der bruges så megen tid på at opbygge stemning; jeg vil næsten skyde på, at 30 % af musikken er rendyrket atmosfæriske elementer som kirkeklokker, mågeskrig og lyden af knitrende bål. Det er også derfor, at samtlige numre har den længde, de har; eksempelvis er det korteste nummer, ”Catoptrophilia”, omkring syv minutter langt.

Det er der, isoleret set, intet galt med, men når der bruges så megen tid på at opbygge en stemning, så kræver det også et gevaldigt klimaks, der kan matche. Dette klimaks kommer desværre aldrig, hvilket er ironisk, når nu der vitterligt er lyden af en kvinde, der opnår klimaks, på nummeret ”Soma Yoni”.

Ergo bygger Mephorash tit en stemning op, som aldrig får den passende forløsning, hvilket er en skam. Heldigvis lykkes det nu og da, og et nummer som ”I Am” er intet mindre end fantastisk, for her matcher opbygningen og klimaks hinanden perfekt. 

Krystl-Ah er et imponerende værk, men det er et album, der kræver, at man kan bruge alle sine sanser til at opleve det. Havde det været en film eller en forestilling, gerne af den stillesiddende slags i en operasal eller lignende, så ville det hele gå op i en højere enhed. Men når det nu ’kun’ er et album, så ender de mange minutters kirkekor og krageskrig med at være en større hæmsko, end de havde behøvet at være. Den helt store synder må siges at være albummets lukker, ”Mephoriam”, der med sin spilletid på næsten 17 minutter mest af alt spilder lytterens tid, men kunne have været fantastisk på en scene eller det store lærred.

Less is more

Man kan hverken sætte en finger på musikken eller bandets ambitioner, når det kommer til Krystl-Ah. Det er et fantastisk flot, velskrevet og imponerende værk, der understreger, at bandet ikke vil lade sig begrænse. Dette er dog desværre også albummets banemand, for dette enorme fokus på cinematik og epik ender med at udmatte fremfor at underholde – hvilket er en skam, for havde de enten tøjret deres ambitioner en smule eller erkendt, at det nu ikke er en film, de laver, så havde dette potentielt været en 10’er, for når musikken for alvor spiller, så spiller det!