Cobains inspiratorer er tilbage
Det er længe siden, Melvins med en stjerneproducer i baghånden lavede sit kommercielle ’hit’ Houdini. Legenden siger, at produceren sov hen over mixerpulten og reelt kun var til besvær. Men navnet Cobain pyntede og hjalp stensikkert på salgstallene. Kurt Cobain var storfan af Melvins, og lytter man lidt til Nirvanas debut, Bleach, er inspirationen fra Melvins øredøvende. Pil det mærkelige ud af The Melvins, og du har Nirvana – sådan cirka. Det var i 90’erne. Lang tid siden, men Melvins har aldrig holdt pause. Nogen siger, at Tarantula Heart er deres 30. langspiller, andre endnu flere. Det har aldrig været nemt at få styr på. Diskografien tæller talrige liveudgivelser, mystiske samarbejder og EP’er. En meget produktiv enhed.
Hvad har de fundet på denne gang?
Det er altid en sær oplevelse at smide en ny Melvins på, for de sidste tyve år har hvert album bestået af lige dele fed stonerrock og overflødige Monty Python-agtige mellemspil, druk- eller børnesange. De aparte indfald er altid kommet nemt til trekløveret, som havde et skiftende hold bassister i gang på Basses loaded, i parløb, simultant. Men tænk sig, de tre Melvins’er har skåret ind til benet og leveret et rent rockalbum. Det starter stenet ud med den 19 minutter lange ”Pain Equals Funny”. Samspillet er sindssygt stærkt. Eksekveringen af startriffets sidste del sammen med Crovers levende trommerundgang, det kan kun lade sig gøre for folk, der har tusindvis af timers samspil bag sig. Nummeret er dog en lidt rodet omgang på typisk uforudsigelig Melvins-vis. De nitten minutter er delt i fire, og næstsidste del er en underlig omgang rytmisk fumlen rundt. Det munder ud i et afsluttende jam, der ikke bringer det store og ender i dekonstruktion og støj. Men de første tolv minutter er fed, fed stenet heavyrock.
”Working The Ditch” er typisk dyster-ond og underlig og fortsætter de indledende gode takter fra ”Pain Equals Funny”. ”Allergic To Food” har riff, som kun Buzz Osbourne kan skrive, med råbevokal og atmosfære som en actiongyserfilm. Den veksler, ligesom “She’s Got Weird Arms”, mellem et underligt atonalt riff og et vers, der har en næsten lalleglad atmosfære. At Melvins her følger en forudsigelig sangstruktur, er absolut undtagelsen, der bekræfter reglen. Det gør de ellers aldrig. Resultatet er, især på hendes underlige arme, mere irriterende end underholdende. Her kommer vi ret tæt på komikmusikken, og det har aldrig været bandets bedste momenter. Men ”Smiler” sætter fuldt skrald på og holder fast i topartsstrukturen, helt uden lalleglade tendenser. Se dét er ren Melvins. Et nummer, der kan vælte en koncertsal. I stærk til modsætning resten af albummet, så man smiler ikke ligefrem, når sidste tone er klinget af.
Var det også godt for dig?
Det er ikke uden grund, at Cobain så et stort lys i Melvins. De tidlige album var ekstremt stenede og hårdtslående, inspireret af selveste Tony Iommi med et lille nip punk i heksekedlen. 26 songs er min favorit. 26 korte og hårdtslående indslag. Problemet med edderkoppens hjerte er, at det banker alt for forudsigeligt derudad og gentager sig selv. Numrene ender med at være for lange. Manden med leen kunne sagtens have skåret rumpen af samtlige numre, uden at delinkventen var forblødt derved.