Stemningsfyldt black metal
Melencolia Estatica er et italiensk black metal projekt centreret omkring Climaxia og skal være udtryk for netop – og kun – hendes musikalske vision. Dette er muligvis baggrunden for, at de øvrige deltagende musikkere ikke navngives. (På facebook nævnes dog, at vokalen varetages af Afthenktos.) Hel er Melencolia Estaticas tredje udspil.
Hel må antages at være et koncept-album al den stund, at numrene hedder Hel I-VI. ’Antages’, fordi det ikke er mig muligt at dechifrere vokalen.
I det hele taget er Hel lidt svær at komme til. Det er bestemt ikke en plade, der bare smides i spillen og så kører, medens man sylter sine rødbeder. Hel kræver opmærksomhed. Det skyldes for en stor dels vedkommende nok, at Hel ikke så meget indeholder sange, men snarere stemningsbilleder. Melencolia Estatica/Climaxia vil så at sige gerne hensætte os i en stemning; eller for nu at rage endnu højere: lade os føle en følelse. Denne tilgang skal der kvitteres for! – Musik skal kunne mærkes…
Dette medfører nogle i og for sig varierede lydbilleder med inddragelse af forskellige effekter og flere lag. Den tekniske udførelse er godkendt. Melencolia Estatica kan håndtere deres instrumenter, og der er ikke tvivl om, at Climaxia har en klar idé om, hvordan forskellige lydelementer kan bruges til at formidle hendes musikalske vision.
Tilbage står så sådan set bare det enkle, men vigtige spørgsmål: Virker det? For mig er svaret ’ikke helt’. Ikke fordi det ikke er veludført – det er det! Men fordi jeg ikke tror på det. Nogle steder bliver det så ’avant-garde’, at det for mig fremstår fortænkt og dermed grænsende til det utroværdige. MEN det er en indsigelse, jeg ofte har, når talen falder på black metal, og som sådan vil kendere af genren givetvis finde større tilfredsstillelse ved Hel, end jeg har gjort. Herfra skal opfordringen lyde, at sætte sig godt til rette og følge linket nedenfor - og så give sig tid til at føle musikken.
Et af de seks titelnumre på Hel: