Kulsort punk
Mayhem behøver absolut ingen introduktion, så den undlader vi. I kølvandet på det særdeles fremragende album Daemon fra 2019 har bandet kigget i gemmerne og har haft en lille snik-snak om, hvilke artister der egentlig fik dem i gang med at lave musik tilbage i tidernes morgen. Resultatet af denne lille, mørke rundkreds er Atavistic Black Disorder/Kommando – en dobbelt EP med ekstra materiale fra Daemon samt covers af blandede punkkunstnere som Ramones og Dead Kennedys. Måske virker kombinationen af norsk black metal og punk fra 70’erne lige så sær som vaniljeis med ketchup, men Mayhem har altid haft rødder i punkscenen, lyt bare til deres EP Deathcrush, og du vil opleve en rå omgang splatterpunk.
Familien Mayhem
Hvis vi starter med at fokusere på første halvdel af udgivelsen, altså de tre Mayhemsange, så er det værd at påpege, at bandet måske selv mener, det er nye sange, men to ud af tre var allerede at finde på bonusudgaven af Daemon, som blev udgivet for snart to år siden. Så at sige ”hey, så er der sgu nyt materiale!” er lige at stramme den, når det nu kun er ”Voces ab Alta”, der ikke har været udgivet før. De tre numre er dog alle lige så fremragende, som resten af Daemon var, og de passer perfekt som forlængelse af netop det album – derfor kan første halvdel af Atavistic Black Disorder/Kommando opsummeres således: ”Kunne du lide Daemon, vil du kunne lide de her numre”.
Lad os i stedet dykke ned i de fire covers, eller Kommando-delen, om man vil. Jeg må starte med at krybe til korset; jeg er ikke punkekspert, så selvom jeg var bekendt med de punkartister, som Mayhem her fortolker, var jeg ikke bekendt med de numre, de havde valgt, udover Ramones ”Commando” (som jeg ret beset kun kender via Metallica – shame on me!). Derfor var jeg nødt til konstant at gå frem og tilbage mellem original og cover for at kunne analysere mig frem til ligheder, forskelle, styrker og svagheder mellem hver enkelt. Det gik hurtigt op for mig, at Mayhem havde tænkt lidt mere over hele det her projekt punkcover, end jeg havde antaget. Velvidende at Atilla Csihars vokal, hvor imponerende den end er, ikke ville passe til den vokal stil, som for eksempel Dead Kennedys benyttede sig af, har de valgt at rekruttere gamle medlemmer som Maniac og Billy Messiah. Det giver EP’en et hjertevarmt og familiært udtryk – som ganske vist står i enorm kontrast til det, Mayhem normalt bliver associeret med, men vi skriver ikke 1994 længere, og det er kærkomment, når musikere vokser og kommer videre.
Jeg må derudover konkludere, at Mayhem er et virkeligt godt coverband – hvem skulle have troet det? De rammer samtlige covers lige i røven, og det er imponerende, hvor god Maniac er til at parodiere Jello Biafra på ”Hellnation”. ”Only Death”-coveret er dog ikke noget, man behøver at lytte til, men det gælder ærligt talt også originalnummeret, for det er omtrent lige så spændende som at se maling tørre eller græs gro – så det kan man vel ikke klandre Mayhem for. ”Commandos” er jo bare et godt nummer, uanset om det bliver spillet af Ramones, Metallica eller Mayhem – og generelt kunne jeg nemt se Mayhem hive et eller to af de her covernumre frem til en koncert, når de når til den del af settet, hvor de alligevel spiller de gamle splatterpunk numre som ”Deathcrush” eller ”Chainsaw Gutsfuck”.
Huh, sjovt
Atavistic Black Disorder/Kommando er bestemt ikke en såkaldt ”gamechanger”. Det er en lille sjov udgivelse, som bedst kan ses som en forsinket dessert til Daemon. Men hvor godt bandet end parodierer diverse punklegender, så kan jeg ikke forstille mig, at nogen vil vælge at smække nogen af covernumrene på anlægget. Man hører dem måske lige en enkelt gang og tænker ”huh, sjovt”, men så er man også videre i livet. Misforstå mig ikke, Mayhem har gjort et godt stykke arbejde med at fortolke de her numre, men de gør dem ikke til sine egne, som Metallica gjorde det med ”Turn the Page”, Anthrax gjorde det med ”Got the Time”, eller Jimi Hendrix med ”All Along the Watchtower”. EP’en er derfor ikke andet end en sjov, veludført, lille pause mellem udgivelser.
