Marcel Coenen byder på Guiltartalk op til dans med sin guitar og klassiske riffs.

er genudgivelsen af Coenens første soloskive, og byder på masser af guitarriffs, instrumentelle kompositioner og guitarpassager i verdensklasse. Genremæssigt kommer Coenen meget rundt. Første nummer "Independence Day" har en Meshuggah lignende lyd over sig, med afventende, gentagende guitarakkorder. Lidt li den djent lyd, mange moderne, tekniske metalbands benytter sig af. Næste nummer "Race Against Time" trækker mere på de klassiske 80’er heavyriffs, og tredje nummer "Inner Alchemy" minder om lyden fra bands som Guns N’Roses. I det hele tager formår Coenen på Guiltartalk at bringe mange forskellige genre i spil, hvilket er et klart plus, da skiven ellers hurtigt kunne blive ensformig. Jeg er normalt ikke til rene instrumentelle skiver, hvor der er fokus på guitaren, da jeg netop hurtigt kommer til at kede mig, men Coenen formår at pirre min nysgerrighed efter mere på hvert nummer. Hele vejen igennem er de forskellige kompositioner skåret rigtig godt, og der er god brug af forskellige rytmer i både trommer, basrundgange og anden guitar. Jeg må dog til sidst sige, at selvom jeg har rost Guiltartalk andet steds i denne anmeldelse, bliver de lange guitarnumre i sidste ende lidt for ensformige. Det bliver i sidste ende ikke Coenen, som omvender mig til den instrumentellemetal med guitaren i front, selvom Guiltartalk gør et et godt forsøg. Til gengæld er skiven et tjek hver for folk med trang til denne musikgren.