Metal og mytologi
Græske Mahakala er tilbage med albummet The Second Fall, hvor de atter en gang tager fat i religion som tema, med fokus på Satan. Med et par EP’er og et enkelt fuldlængdealbum i bagagen er det bare et spørgsmål, om de fortsætter stilen fra 2013. Gode konceptalbums kan man ikke få for mange af.
Mørkt, romantiseret og fedt
Jeg er en sucker for konceptalbums, og jeg har bestemt ingenting imod, hvis man kombinerer det med mytologi og mørk, tung metal.
På The Second Fall har Mahakala valgt at bygge albummet op omkring historien om Satans bortvisning fra Himlen samt hans hævn. Fra det instrumentale aspekt af albummet har de fat i den lange ende i forhold til at beskrive de rette følelser forbundet med hver del af historien. Riffene skaber en perfekt atmosfære, der er tung og samtidig også melodisk. Dette giver en fed effekt til historiefortælling i genren. Når jeg lytter til et konceptalbum første gang, kan jeg godt lide at følge med i teksten som en slags musikalsk lydbog. Hvis man finder den samme glæde i dette som jeg, vil man opdage, hvor godt musikken og teksterne spiller sammen, og man kan nærmest forestille sig Satans historie som en film i hovedet med Mahakala som soundtrack/fortæller.
Jim Kotsis’ vokal på albummet fungerer rigtig fint som fortæller. Hans rene vokal formår at leverer en sympatisk og relativ blød tilføjelse til et album om Satan og alligevel med en aggressiv undertone. Denne tilgang til vokalen gør, at historien bliver fremstillet på en lettere romantiseret måde, hvor man næsten ikke kan undgå at føle en smule sympati for Satan. På nummeret ”Darkness in Their Eyes” bliver man nærmest ramt lige i hjertet af denne følelse.
Jeg troede ikke, jeg skulle sige det, men jeg synes faktisk, at de små rå vokal/growl-agtige passager skulle være sløjfet. Ikke fordi der som sådan er noget galt med dem, men jeg kan ikke rigtigt fornemme formålet med dem, når de alligevel er så korte. Der kommer lige nogle sekunder af det en gang imellem, og det er så lidt, at det bare virker lidt overflødigt.
Jeg er fan
Første gang jeg hørte det første nummer på albummet, tænkte jeg lidt ”mjah”, men da jeg fik tid til at sætte mig ned med det på en stille dag og sank ind i albummet fra start til slut, endte jeg med faktisk at være fan. Jeg elsker, at de tager fat på religion og mytologiske emner og giver folk mulighed for at reflektere og få lidt læring indenbords. Samtidig gør det mig også glad, at der er et godt sammenspil mellem de forskellige dele. Der er ikke noget, der fylder for meget i forhold til andet. Det fungerer bare.
