Regn og slud
Endelig, efter en lang og snerig vinter, har du fundet vandreskoene frem for at tage ud at beundre de små forårsblomster, der så småt er ved at skyde frem mellem efterårets rådnende blade, som endnu ikke er omdannet til frugtbar muld. En snegl, der også er vågnet op fra sit vinterhi, krydser din vej, så du må tage et stort skridt for ikke at knuse den under dine tunge støvler. Du standser op et øjeblik for at indsnuse den friske luft og kigger op mod himlen. Høje, tætte skyer tårner sig op over dig – en varsling om voldsomt vejr med kraftig regn og torden. Dine skridt bliver hurtigere for at nå hjem inden det kommende regnskyl. Også det engelske rockband Magnum har forudsagt regnvejr på deres 23. studiealbum, Here Comes The Rain, der udkom den 12. januar 2024. Desværre nåede guitarist Tony Clarkin ikke at opleve denne dag, da han sov stille ind den 7. januar i år.
En regnvejrsdag med få solskinsstriber
Pladen indledes af “Run Into the Shadows”, der med sin iørefaldende AOR-melodi og Bob Catleys dugfriske stemme er meget lovende. Men glæden varer ikke længe, for nogle af de udfordringer, vi blev mødt af på bandets 21. studiealbum, The Serpent Rings, der blev anmeldt her på sitet i 2020, gør sig beklageligvis også gældende i denne omgang. For de sløve, søvndyssende tempi og kedelige kompositioner finder man ærgerligvis også på Here Comes The Rain, hvor “Some Kind Of Treachery” er som at høre farfars endeløse monolog om dengang, alting var bedre, da melodien bare gentager sig selv, og der rent kompositorisk ikke sker nogen overraskelser. Det er dog særligt pladens ottende sang, “Broken City”, der med Catleys kunstigt skrøbelige stemme ikke bliver bedre af den billige tekst: “Call it fate / Misunderstood / Worlds are on fire / Dark neighbourhood / Can't translate / Ancient desire / Wander the streets and / Ignore the liar”. Men nu skal det ikke lyde, som om man lige så godt kunne have taget en hel pakke sovepiller, for midt i al kedsomheden finder vi også sange, der brillerer med deres rockede udtryk. Det er tilfældet for “Blue Tango”, der er en rigtig rock’n’roll-stamper, hvor samspillet mellem guitar og keyboard giver nummeret ordentligt schwung. “The Seventh Darkness” er med sine tempo- og intensitetsskift ligeledes et skønt, progget track, der gøres endnu mere vidunderligt af en veleksekveret saxofonsolo. Gennemgående er Tony Clarkins guitararbejde yderst fornemt, så selv nogle af de dødkedelige sange bliver til at holde ud.
En blid brise fra Birmingham
Here Comes The Rain efterlader et temmelig slattent helhedsindtryk, hvor størstedelen af sangene i og for sig ikke er dårlige, men bare heller ikke særlig memorable og ret kedelige i længden. På enkelte sange formår Magnum dog at vise deres kompositoriske kunnen med flotte melodier og velafstemte musikalske elementer. Denne plade er nok mest noget for loyale fans, der synes, at alt fra englændernes hånd er genialt. Nye fans vil denne plade formodentlig ikke kunne tiltrække – dertil er den ikke nyskabende nok.
