Machine Men spiller energisk, melodisk metal med en hel del inspiration fra ældre Queensrÿche (altså pre-"Empire"). Ja, for at det ikke skal være løgn, så ligner Machine Mens logo faktisk Queensrÿche-symbolet en hel del. Men bortset fra det så har Machine Men trods alt noget personligt at byde på. Nok er sangskrivningen påvirket af både førnævnte Seattle-band, Iron Maiden mfl., men hele fornemmelsen i musikken er meget nutidig og på ingen måde retro. Musikken er leveret i en tung, meget intens produktion med en del diskant og en bevidst skramlet lyd oveni det ellers gennemarbejdede mix – ikke ulig mange moderne nu-metal-bands. Bortset fra det er noget af det eneste, Machine Men har med nu-metal at gøre, at de tilsyneladende også går op i at skrue sangmelodier sammen, der alle synes at kunne bruges som hits i radioen. Kombinationen af sangbare melodier, energi og tilløb til progressive passager får mig til at sige, at dette måske også er noget for fans af A.R.K. (altså metalbandet).

Melodien er i centrum hos det finske band, selv når fede, tunge, groovy riffs kører af sted nedenunder. Dette nødvendiggør en god sanger, der kan holde gryden i kog konstant, og det har Machine Men heldigvis også! Forsanger Antony synger lyst, råt og med en kraft og nerve bag hver eneste tone, der får lytteren til at springe omkring og synge med eller bare lade som om. Sange som "Circus of Fools", "Ghost of the Seasons" og "Dying Without a Name" har en forrygende power, der får en til at glæde sig til at høre bandet live. Men det er blot nogle få udpluk af en samling sange, der alle er værd at lytte til, om end de ikke alle er mesterværker.

Det eneste, jeg kan finde at have imod "Circus of Fools"-albummet, er, at det intense lydbillede godt kan blive lidt for meget. Mens sangskrivningen er meget varieret (både rytmisk og melodisk), er lydbilledet meget ens hele albummet igennem med fuld skrue på volumen og ingen stille passager af betydning, der kan skabe lidt afveksling for ørerne. Det gør dog ikke noget, så længe man er indstillet på, at nu er der altså fest. Det er en god skive at motionere til, bortset fra at den kun varer lidt over fyrre minutter – men til gengæld har man fart på undervejs. Machine Men spiller på Progpower Scandinavia-festivalen i november, og det ser jeg frem til.