Lykaion, der kommer fra Italien, spiller metal med elementer fra både gothic, thrash og hard rock. Nothin’ But Death er deres debutalbum på trods af at de løbende siden 2003 har udgivet en del demoer. De nævner bla. Sentenced, Katatonia og Nevermore som deres inspirationskilder.
Først og fremmest er Nothin’ But Death et mix af utallige stilarter og elementer fra forskellige genrer, men det fungerer virkelig godt. På trods af at numrene genrelet er ret hårde og lyrikken virkelig er badass, så er albummet som helhed meget melodisk. Vokalen er rå og meget lig Villes fra Poisonblack, og den står i god kontrast til hvor velproduceret albummet ellers er. Melankoli og had (i de fleste sange forårsaget af ulykkelig kærlighed, især i "Fuck You (I Love Myself)") er temaer der går igen i de fleste sange, og generelt er det et lidt dystert album, men det er absolut ikke negativt. Især er jeg helt pjattet med, at Lykaion i albummets sidste nummer, "Dimenticherai" synger delvist på italiensk.
Der er intet originalt over Nothin’ But Death, men Lykaion gør det godt – hele vejen igennem er det professionelt lavet og aboslut god musik. Hvis du i forvejen er til bands som Posonblack, Sentenced, Paradise Lost eller Nevermore, så tag lige en lytter.
