Lychgate maler Black Metal i nye nuancer

Lychgate er sammensat af medlemmer fra Esoteric, Lunar Aurora, Omega Centauri. Lychgates debutalbum, af samme navn, bære da også præg af medlemmernes baggrund. Ikke at det gør noget, og slet ikke at nogle af stemningerne fra specielt Esoterics lydbilled har sat sit præg på udgivelsen. Tempoet er alsidigt hele albummet igennem, hvilket er et kæmpe plus for denne type udgivelser. Black metal kan, for mig i hvertfaldt, godt blive lidt ensformigt i længden, og det til tider nærmeste bevist primitive, der selvfølgelig kan have sin virksomme effekt, kan godt drukne lidt i sin søgen efter ondskab. Lychgate formår at kombinere tilpas mange elementer til at man ikke når at få denne følelse. Ud over de forventede dystre, nærmest horrorfilm agtige stemnings sekvenser, er der også flere afdæmpede akustiske elementer. Velkomponerede, tilpas lange og tilpas dystre på en og samme tid. Vokalen ligger langt oppe i lydbilledet og udgør det umildbare hovedindtryk, men de varierende guitar riffs underbygger vokalen og de mange temposkift binder det hele sammen. Lyden på albummet er lidt en blanding af den meget beskidte black metal og de mere tight produktioner der er begyndt at udkomme. Sidst nævnte er helt klart med til at gøre albummet mere lyttevenligt, for er man på udkig efter andet en blot stemning er det væsentligt nemmere at få detaljerne med i de bedre produktioner. En enormt overraskende ting på albummet er de sublime guitar soloer, ikke at jeg kender til alt black metal der er udgivet, men på det jeg gør er det sjældent noget der fylder meget. In Self Ruin byder på en sådan hvilket er med til at løfte nummeret væk fra den ordinære. Orkestreringerne ligger også i den bedre ende og specielt introen, der blandet med instrumenter nærmest kommer til at fremstå som et track i sig selv. Et absolut plus er at det hidsige tempo man plejer at forbinde black metal med ikke er så dominerende at man sidder tilbage tilbage med det som sanseindtryk nummer et. Tværtimod sidder jeg tilbage med følelsen af en lille time i absolut emotionel mørke, med masser af inspiration og lyst til at høre mere. Eneste minus ved albummet er at det ikke indeholder lige det sidste der skiller sig helt og aldeles ud. Man når, trods alle de positive adjektiver førnævnt, at blive mættet af lyden under vejs, og det er synd at der ikke er flere opfriskende passager som de klarer guitarriffs i Against the Paradoxi. På den visuelle side danner coveret rammen om Lychgates fortælling på fornemmeste vis. Med illustrationen af hullet ind til verdens, mørkets eller dødens indre, alt efter smag og behag, peger cover art work i musikkens retning, og det er rat at se et så gennembearbejdet og visuelt flot cover. Meget overbevisende og samtidig meget fortællende for den kvalitet der gennemsyrer hele albummet. Et helt klart anbefalelsesværdigt udspil fra Lychgate, som jeg i den grad vil anbefale til fans af genren og andre nysgerrige, nok ikke det lettest tilgængelige, men helt klart en gennemlytning værd.

Trackliste 01 The Inception 02 Resentment 03 Against the Paradoxical 04 In Self Ruin 05 Sceptre to Control the World 06 Intermezzo 07 Triumphalism 08 Dust of A Gun Barrel 09 When Scorn can Scourge no more

Sceptre to Control the World