Så står den på rendyrket dødsmetal (med lidt grind og black hist og her) fra britiske Lvcifyre på deres debut-album "The Calling Depths", og der er virkeligt tale om guf for fans af old school dødsmetal.
Alle numre er byggede op omkring et hvirvar af aggressive og brutale riffs, mens trommerne høvler derudad - gerne i hæsblæsende blastbeats eller hurtige dobbelt stortrommer og med masser af fills, mens vokalerne growles, og guitarsoloerne fyres af på kaotisk vis. Nogle gange tages musikken i en mere thrashy retning, og andre gange i en mere black retning, men hovedlyden er 95% old school death-grind.
Det overordnede indtryk er et af ordnet kaos, eller kaotisk orden, og dette er helt sikkert et bevidst træk fra de målrettede og dygtige dødsmetalmusikere i Lvcifyre, der har formået at skabe autentisk-lydende old school dødsmetal, der burde appellere til fans af tidlig Pestilence, tidlig Morbid Angel, tidlig Bolt Thrower, Abomination, Immolation og Napalm Death, som de lød omkring "Harmony Corruption" og "Utopia Banished".