Lunatica er tilbage fra 1998 og New Shores er deres fjerde studie album. Deres albums har førhen været præget hovedsagligt af Melodiske, Symfoniske og Progressive elementer. New Shores er et typisk melodisk album med få symfoniske og meget få progressive elementer.

Introen på første nummer, som også havde fået titel nummeret New Shores fangende virkelig min interesse og spændingen steg da også en hel del niveauer. Desværre formåede dette ikke at holde ved. Da forsangeren Andrea Dätwyler begyndte at synge, følte jeg mig slemt skuffet. Hendes vokal præstation forførte mig på ingen måde, hvilket er et afsindig vigtigt element i denne genre. Til tider syntes jeg ligefrem hun virkede temmelig uinteressant og kedelig. Kun enkelte gange formåede hun er fange min interesse, hvilket slet ikke er nok. Forventer at blive slået i gulvet af en stærk, emotionel og smuk vokal. Sharon Den Adel (Within Temptation), Tarja Turunen (ex Nightwish) og Cristina Scabbia (Lacuna Coil) formår dette. Andrea Dätwyler formår det ikke.

For at snakke om atmosfæren og den melodiske del på skiven, så er dette slet ikke skidt formidlet, men følelsen af gentagelse er svær at overse. Det hele syntes som hørt før, hvilket gør albummet en smule upersonlig og en små trist affære. Albummet lugter til tider en HEL del poppet og fans af Trash, Død, Black osv. vil nok finde dette album til tider PÆNT vederstyggeligt.

Kun et enkelt nummer fangede min interesse. Nummeret The Incredibles er et helt ok nummer og klart albummets ubestridt bedste. Her synger Andrea helt ok, det virker som om tingene falder mere på plads og det hele virker som en helhed. Det er sådan her Lunatica bør smede deres jern. Det minder en smule om noget Evanescence kunne finde på at udsætte os for. Det er skam ganske ok, men et nummer redder ikke albummet.

For det afslutter jeg med karakteren: 4/10 kranier