Tiderne ændrer sig …

Døden er et uafvendeligt vilkår ved at være menneske. Ingen kan undslippe sit endeligt, men alligevel overraskes vi, når døden indhaler os og vores nærmeste. Særligt, når den får et forspring og henter sine ofre hjem for tidligt. Det canadiske progmetalband Lunars fjerde fuldlængdealbum omhandler netop tidens tand og dødens bid. I 2018 afgik Lunars medskaber og guitarist, Ryan Erwin, ved døden, og ligesom albummet Eidolon fra 2018 kan Tempora Mutantur anskues som en bearbejdning af sorgen over det for tidlige tab. “Tempura mutantur, nos et mutamur in illis” er det fulde citat, som albummets titel er et uddrag fra. Det kan løst oversættes til “tiderne har ændret sig, og vi ændres med dem” og er en reference til den romerske digter Ovids kilometerlange digt digt “Fasti”, hvori han begræder dagenes flygtige flugt. Lunar har så sandelig også ændret sig med tiderne, men spørgsmålet er, hvorvidt det er til det bedre.

… og vi ændres med dem.

Både Lunars tekstunivers og lyd er mærket af døden, idet dette album er tungere end bandets tidligere udgivelser og kan karakteriseres som progressive death metal. Albummet var oprindeligt planlagt som en EP på fire sange, der som Vivaldis Le Quattro Stagioni repræsenterer de fire årstider. Det kan høres, for efter de første fire sange (plus en “Seasonal Interlude”) skifter albummet udtryk, og numrene har herefter længere, langsomme og mere melodiske passager. Tempora Mutantur holder dog den røde tråd og formidler klart sit koncept. Årshjulet begynder med “A Summer To Forget”. Solen trækkes op over horisonten af et funky, jazzinspireret beat, der varmer øregangene op til den tunge guitar, hvis riffs elegant indfletter sig i jazztempoet. Brian Lewis’ growls er luftige og supplerer fint Chandler Mogrels skønsang, og i samklang minder de om Mikael Åkerfeldts kontrastfulde stemmeomfang. Det er måske en kliché at sammenligne et progband med Opeth, men ligheden er til tider slående – og så alligevel. Selvom Lunars inspiration fra Opeth og Porcupine Tree skinner tydeligt igennem, formår de at finde deres egen lyd. Det gør de blandt andet gennem de mange temposkift. Normalt ville konstante skift i tempi udtrætte lytteren, men i Lunars tilfælde er de så velkomponerede, at man holder ørerne på stilke. Polyrytmer, tunge riffs og på “Seasonal Interlude” endda en diskant klarinet smyger sig ind og ud af hinanden. Kontrasten mellem den klassiske, lysere lydside og de dødsmetalinspirerede komponenter er som saltkaramel, hvor saltet blot fremhæver sødmen.

Nogle gange skal man dog stoppe, mens legen er god. Tempora Mutantur havde været en glimrende EP, men omkring albummets midte mister det momentum. Særligt “Tempora Mutantur Part I” stikker ud som en ligtorn på albummet med sine malplacerede mundharmonikapassager og simple komposition. Tempora Mutantur genvinder aldrig det niveau, som det lagde ud med. De sidste sange føles repetitive, og selvom særligt det afsluttende nummer har visse kvaliteter, savner de kompleksitet og sammenhæng.

Hvad mon fremtiden bringer?

Tempora Mutantur er et imponerende konceptalbum – særligt, når man har i mente, at flere af musikerne har arbejdet selvstændigt og aldrig mødt hinanden. Enkelte numre trænger til en grundig gennemskrivning, men generelt fremstår Tempora Mutantur som en klar forbedring fra tidligere album. Det bliver interessant at se, hvad det kan udvikle sig til, når bandet endelig møder hinanden til deres første live optræden i 2025.