Lord Agheros - Demiurgo

Demiurgo

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:17

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Storslået og smukt ambient blackmetal sender fantasien på rejse

Demiurgo er det fjerde album fra det italienske band LORD AGHEROS. LORD AGHEROS er et enmandsprojekt startet tilbage i 2007 af musikeren Evangelou Gerassimos med formålet at skabe musik, der passer til de sindsstemninger, som Gerassimos oplever. Gerassimos beskriver selv sin musik, som den perfekte balance mellem blackmetal med ambiente og atmosfæriske dele. Musikken kan beskrives som Summoning, tilsat de filmmusikke passager fra Ulver, og derudover masser af klassisk musikalske elementer såsom klassisk klaver, kor og opera. En obskur blanding, som langt hen af vejen fungerer.

Demiurgo er et todelt album, hvor første del kaldet "Chapter I" har sin placering i blackmetallen. Her har vi den depressive vokal, synthesizer, gentagne guitarmelodier og klassisk hurtige trommer. Til tider lidt for hurtige trommer, for fx på nummeret "Eris" lyder det som om, at Gerrassimos ikke helt kan holde tempoet, og især hi-hatten ryger ud af takt, hvilket er et irritationsmoment, som desværre går igen på flere numre. Derudover er der tilsat kor på flere numre fx "Styx", hvilket fungerer rigtig godt, og skaber en meget episk og filmisk lyd. På dette nummer er især guitaren også ganske glimrende, da den kaster ud i et 80’er lignende rock riff.

LORD AGHEROS er i det hele taget god til at skabe kontrastfyldte numre, og der er på første del af pladen en konstant vekslen mellem blackmetal, filmiske passager og klassisk musik i form af klaver og kor. Der er mange nærmest storslåede temposkift, hvor man veksler mellem de depressive vokal og tempofyldte trommer, og så klassisk stille passager med violin og klaver. Derudover er der brugt masser af effekter såsom torden og rislende vand, hvilket skaber en ganske særlig atmosfære. Alle numrene på Demiurgo er relateret til den græske mytologi og historie, og man kan heller ikke lade være med at få stemningsbilleder i det indre af netop disse steder.

Anden del af pladen "Chapter II" er en noget anderledes størrelse. Her er der kun instrumenter og effekter, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Bach, Beethoven og til tider Mortiis. Det er de klassiske elementer, som her er i fokus, og metallen bliver trukket i baggrunden til fordel for mere ambiente og atmosfæriske stykker. Det er til tider, som at være til en klassisk musik, og især på denne del af pladen viser Evangelou Gerassimos stor musikalsk skabersans, for især klaverets melodier indeholder en stor følelsesmæssig nerve, og man kan ikke lade være med at blive påvirket af "Chapter 2’s" numre. Især et nummer som "Oizys" er både smukt og tungsindigt på samme tid, og det kryber ind og påvirker følelserne, som kun de bedste kunstnere kan.

Demiurgo er en skive, som rummer mange facetter, som er svær at sætte på skrift. Albummet kræver, at man giver det en chance, og lader det komme ind under huden på en. Det er en obskur størrelse af klassisk blackmetal, ambient og atmosfærisk klassisk musik, som Demiurgo byder på. Første del af albummet, hvor det er blackmetallen, er ikke altid lige godt, for teknisk er der flere steder problemer med trommerne, som er ude af takt, og samtidig virker nogle numre og så lidt for eksperimenterende til min smag. Anden del af skiven er til gengæld utrolig smuk, men der er ikke ret meget metal over det. Til gengæld bliver man bombaderet med sanseindtryk, og man ryger ind og ud af forskellige drømmebilleder. Så for ikke at give dig selv en chance for at opleve denne storladne og smukke musik, bør du give Demiurgo en chance. En varm anbefaling herfra.

Trackliste:

- Chapter I

  1. Prologue
  2. Eris
  3. Styx
  4. Thanatos
  5. Moros
  6. Nemesi
  7. Lyssa
  8. Letum
  9. Erebo

- Chapter II

  1. Nyx
  2. Oizys
  3. Emera
  4. Geras
  5. Lysimele
  6. Ker
  7. Apate
  8. Etere