Intetheden regerer
Jeg har stadig svært ved at forstå, at NihilReich er en debutplade – simpelthen fordi abstraktionsniveauet er så højt, som det er. Alt omkring pladen virker så gennemført, gennemtænkt og intelligent. Det overordnede emne omkring NihilReich må uden tvivl være klassisk filosofi, og jeg kan ikke undlade at tænke, at jeg virkeligt godt kunne tænke mig at drikke et glas med bandet og diskutere alverdens problemer samt de store klassiske værker til ud på de sene timer.
Mytisk feinschmecker
Bandet er navngivet efter en digtsamling af den indiske digter Kalidasa fra omkring år 400, hvis værker for alvor blev kendt i Europa, da bl.a. Goethe i 1800-tallet skrev om dem med stor begejstring. Titlen NihilReich er helt tydeligt inspireret af Nietzsche og hans nihilistiske tankegang. Coveret er et maleri af Sir Francis Dicksee, hvis kunstværker tidligere har været brugt af Bathory tilbage i 1990. Alt dette understreger bandets ønske om at associere sig selv med den klassiske verden med store forfattere og store malere, og netop dette, måske lidt højpandede, ønske kan sandeligt også høres i musikken, der afspejler det faktum, at de altså ikke ønsker at være et allemandsband, der spiller lettilgængelig og let forglemmelig suppe-steg-og-is-metal. Deres trang til det klassiske element understreges i øvrigt stort og flot på det sidste nummer, ”The Wings of Ingenuity”, som er en klar reference til Ikaros-myten – historien om drengen Ikaros og hans fader, Daidalus, der forsøger at flygte fra labyrinten på Kreta ved at flyve væk på vinger af voks og træ. Ikaros, der er ung og eventyrlysten og en kende arrogant, flyver for tæt på solen med det resultat, at voksen smelter, og han styrter i havet og drukner. En klassisk fortælling om, at det ender galt, hvis man ikke følger de råd og påbud, man får fra autoriteten. Men ulig Ikaros formår The Loom of Time at flyve så højt, de kan, uden at falde.
Progressiv cocktail
Musikken stikker i samtlige retninger på én gang, hvilket gør det meget svært at pinpointe dem sådan helt nøjagtigt og få dem til at passe ned i den helt rigtige subgenrekasse, som I ellers er så glade for i metalverden. Men måske at sammenligne dem med andre etablerede og kendte bands hjælper lidt? Tag jeres yndlingsnumre med Opeth, Mastodon, Fleshgod Apocalypse, King Crimson, Cathedral, Immortal og Queen, og blend det så godt. Hæld blandingen op i jeres yndlingskrystalglas, og drys et milligram Burzum udover cocktailen, så sidder den lige i skabet! Især nummeret ”The Fight for the Subhuman” understreger denne sublime blanding af genrer; det nummer byder på alt fra skønsang, spansk guitarspil, bassoloer til klassisk dødsskrig.
Jeg er så imponeret over Brad, Steven og Matthews debutplade her – DEBUT! Hvis det her er stilen allerede fra dag ét, tør jeg næsten ikke drømme om, hvor vi så kommer hen fremadrettet. Men hold nu kæft, hvor jeg glæder mig over tanken om, at der, på et tidspunkt, vil komme mere The Loom of Time! Jeg kan ikke finde så meget som én enkelt lille fedtet finger, at sætte på NihilReich. Jeg kan kun slutteligt konkludere, at det er den mest imponerende debutplade siden Kill ’em All og Show no Mercy.
