Rutine og overraskelser
På Copenhagen Metal Fest 2022 var Lipid en af de helt store overraskelser – i hvert fald for denne skribent. Vejlenserne skabte en kæmpe fest, da de lukkede ned for Beta-scenen sidste år, og var dermed en af de fedeste oplevelser på CMF, Københavns bedste lille metal-festival. Det er nogle rimeligt rutinerede herrer med en stor kærlighed til klassisk thrash, der står bag projektet, og det er da også 25 år siden, de udgav deres første EP. Her i 2023 har de så endelig smidt fuldlængde nummer to på gaden, og selvom vi er lidt sent på den, skal Heavymetal.dk’s læsere ikke snydes for et hurtig thrash-fix.
De store kan også lære noget af de små
”Dead For The Rest Of Your Life” starter løjerne med melodisk og, undskyld udtrykket, ‘catchy-as-fuck’ Bay Area thrash. ‘Jyllands Testament’ kommer man hurtigt til at tænke, men Lipid har garanteret også hørt Artillery. De langstrakte og melodiske riffs på åbningsnummeret giver nemlig glædelige minder om Stützer- brødrene. Soloen er fin og fuld af melodi, men dog ikke på et teknisk niveau, der kan måle sig med d’herrer Skolnick og Peterson. Mindre kan nu også gøre det, for Lipid fokuserer på uimodståelige hooks, og dem er der heldigvis rigeligt af. ”The Perfect Killing Machine” kører videre i samme spor, selvom der er lidt mere fræs over soloerne her. Melodiøse riffs får vi endnu flere af på ”Before The Storm”. ’De kan sgu da ikke blive ved’ var min første tanke, da jeg hørte denne, albummets tredje sang, men jo det kan de faktisk. En lang intro der svinger perfekt, riffs der synger uimodståeligt, og et gennemgående tungt groove danner basis for et af albummets bedste skæringer.
”The Omnious Symphony” er en lidt malplaceret kort instrumental bagatel, der havde fungeret bedre som en integreret del af et andet nummer. Der findes jo fortilfælde for den slags i nærværende genre. ”Wreck Of The Past” byder på fuld smadder via trommernes dobbeltpedaler, og Søren Hartlev Pedersens råbe-vokal passer perfekt til de aggressive vibrationer her. ”Imagination Of The Fake” er med sine 5:55 minutter pladens længste skæring, og når man lige har tilbragt nogle uger med at skamlytte Metallicas nye, lad os kalde den langstrakte, 72 Seasons, er det simpelthen en fornøjelse at lytte til en omgang så skarpt skåret thrash som her. Der er næsten intet overflødigt fedt på The Perfect Killing Machine, og det gælder i øvrigt for hele albummet. Alle arrangementer sidder simpelthen lige i skabet. Dog er det de tunge og groovy elementer der fungerer bedst, og man gribes ofte af en gammelkendt lyst til at fatte barndommens rundboldbat og smadre et eller andet.
Albummets sidste nummer ”Fragments Of Eternity” stikker desværre ret meget ud. Det virker, som om den er kommet med på et afbud fra EP’en af samme navn, der udkom for hele fire år siden. En lidt spøjs beslutning at slutte af med et nummer, der har en markant anderledes produktion end resten af albummet. Når det er sagt, så klæder den langt mere rå produktion gruppen rigtig godt, og det er præcis sådan, jeg husker Lipid fra CMF sidste år. Men det giver unægtelig albummet en lidt skæv afslutning.
Fest og vrede
Til Copenhagen Metal Fest tog Lipid som nævnt fuldstændig røven på mig, og gudhjælpemig om de ikke har gjort det igen med The Perfect Killing Machine. Jyderne formår denne gang at skabe en perfekt balance mellem fest-og-ballade-thrash a la Municipal Waste og den klassiske vrede Exodus-stil. Det er noget af en bedrift, og det ændrer det ringeste cover siden Big Bad Brute ikke på. Stærkt gået!
