Kongerne af 00’ernes hårde toner er tilbage
Chester Bennington forsvandt tragisk fra verden i 2017, og Linkin Park trak sig ligeledes fra musikkens verden. Årene gik, og mange begyndte at tro, de aldrig vendte tilbage. En del syntes da heller ikke, de skulle, for man kunne ikke erstatte Chester – særligt fordi en del fans havde en form for parasocialt bånd til ham, hvilket gør erstatningen umulig for dem. I år satte de dog marketingsmaskinen i gang, og fik iscenesat det perfekte comeback. Næsten da. Hvis I vil læse mere om det hele, så tjek vores blogskriv. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan bandet lyder anno 2024 med ny vokalist og trommeslager. Hvis der er noget, som har været en konstant i bandets karriere, så er det: 1) De har altid skrevet omkvæd og melodier, som var ørehængere. 2) Siden Meteora har der altid været et drastisk skift i lydlandskabet fra album til album.
Linkliché Park
Bandet kan stadigvæk det med at skrive super iørefaldende omkvæd og melodier, hvis man da overhovedet var i tvivl. Det står allerede ganske klart på første sang og førstesinglen, ”The Emptiness Machine”, hvor Mike Shinoda rapper henover en afdæmpet uptempo trommerytme med keyboardkrydderi til at skabe atmosfæren. Emily Armstrong brager igennem med resten af bandet på det yderst sangbare omkvæd, hvor hun giver det masser af gas med rust på stemmebåndet og en god mængde luft. Bennington vil nok have været ret stolt, havde han hørt dette. Sangen er som direkte taget ud af deres album Living Things.
Der hoppes her direkte videre til ”Cut The Bridge”, hvor Shinoda rapper i takt med en lilletromme, hvor skindet vist ikke kan være strammere. Det foregår i et frisk upbeat tempo. Dette er, mens guitarspillet lidt sporadisk runger i lydbilledet. Associationer til ”Bleed It Out” fra Minutes to Midnight er yderst kraftige. Netop dette bringer mig til min overskrift: Bandet har udtalt i flere interviews, at Armstrong ikke skal være en erstatning for Bennington, men en ny start. Dette giver rigtig god mening. Det er derfor ærgerligt, at de vælger at trække så kraftigt på deres tidligere materiale hele vejen igennem From Zero.
Der, hvor det bliver ekstra klichéfyldt, er ved Armstrongs 17 sekunder lange skrig i ”Heavy Is The Crown”. Det rammer ved siden af og føles mest af alt som et billigt udstillingsvindue, hvor Linkin Park vil vise deres fans, at hun kan det ligesom Bennington i ”Given Up” fra Minutes to Midnight. Næste ting, som er helt unødvendigt, er i ”Two Faced”, som er en ganske energisk og sjov sang, der er en direkte reference til Hybrid Theory/Meteora. Helt specifikt så læner den sig voldsomt op ad ”One Step Closer” fra Hybrid Theory. Det bliver næsten på et torskedumt fanserviceniveau, hvor Armstrong i broen brager igennem med ordene ”STOP YELLING AT ME!”, mens Joseph Hahn scratcher amok på dj-pulten, og powerakkorder vælter ud fra guitarerne til den store guldmedalje. Det er direkte kopi af broen i ”One Step Closer”, hvor Bennington skriger ”SHUT UP WHEN I AM TALKING TO YOU!”. Der er ingen tvivl om, at det er 100 procent intentionelt. Det er altså fanservice på de store klinger, som vil give diverse Disney-producere fråde om munden. Det er ganske enkelt helt unødvendigt, da det er direkte foder til alle dem, som ikke kan give slip på fortiden. Måske kan bandet heller ikke selv det?
Linkin parkerer bussen
Når alt kommer til alt, så er det et godkendt album med en hæderlig produktion og masser af ørehængere. Albummet skal nok klare sig godt på diverse hitlister og sørge for, at deres koncerter bliver udsolgt. Mange ældre fans af bandet skal nok være glade for resultatet trods den nye besætning. Det havde dog pyntet gevaldigt, hvis de havde sorteret fanserviceelementerne fra og lavet flere sange som ”Overflow” eller ”Over Each Other”, som trods deres poppede klang viser flere facetter af Armstrong og også viser lidt mod til at bryde med nostalgien. Generelt er det også helt tosset at repræsentere musik fra hele deres karriere, som har skiftet lydbillede mange gange. Det fører til en mangel på sammenhængskraft, hvor helheden bliver en singlekollektion fremfor et album. Samlet set så er From Zero lyden af et band, som parkerer bussen og spiller den helt sikkert. Forståeligt, givet historikken. Det er da også et bedre album end deres forrige, One More Light, men Linkin Park har et stykke vej til storformen igen. Det er dog bestemt ikke Armstrongs skyld!
