Psykedelisk, mudret og progressivt musik i en heavy indpakning.

Genreforvirring

Cohesion er 2. udspil fra The Levitation Hex og her har vi at gøre med en lidt speciel genre. Bandet beskriver sig selv som et utraditionelt metal band, der henvender sig til lyttere der ikke sætter grænser for deres musiksmag. Skal de selv sætte deres musik i en genrebås, er det stoner & spacerock, psychedelic og 70’er progressiv rock, med en base i old school thrash og death metal. Denne beskrivelse finder jeg meget rammende, hvilket har besværliggjort min bedømmelse af dette album.

Aggressiv psykose

Første gang Cohesion spillede i mine høretelefoner, var jeg absolut ikke fan. Musikken virkede meget rodet, da numrene ofte er bygget op omkring en mudret guitar, sammen med forvirrende riffs, en hæs, nærmest råbende vokal og et mellotron/orgel, som spiller noget helt tredje. I bund og grund var det svært at forstå numrene, til trods for mit musikøre bestemt ikke plejer at være sart. Ved 5. gennemlytning af albummet begyndte det dog langsomt at give mening.

Intronummeret “Disrate” har en nærmest psykotisk stemning over sig, med den pumpende guitar og de skæve guitarriffs, tilsat en omgang flydeakkorder og den råbende vokal. Det er en udfordring for øret og umiddelbart er det absolut ikke lyttervenligt, men aggressiviteten fejler ikke noget.

The Levitation Hex nævner selv de spacede psykedeliske elementer og disse skinner klart igennem flere steder, især på numre som “Hipkritikill” og “The Reflection”, hvor der er en spacet psykedelisk lyd på guitaren der skaber en speciel stemning.

Det stærkeste nummer på denne plade er klart “The Things Time Can’t Mend”. Igen er vi ovre i et lettere psykotisk nummer, men guitarspillet deri har en klar kvalitet, der især høres i guitarsoloen.

Fra 2 til 5

Det har været svært at bedømme dette album. Det stikker simpelthen i alt for mange forskellige retninger, hvilket er lidt ironisk når albummet hedder Cohesion. Jeg finder ikke denne kohæsion i musikken, men om den fremgår i teksterne må være uvis, da disse ikke er nærstuderet. Musikken har nogle gode elementer, men for undertegnede vil The Levitation Hex simpelthen for meget, dermed mistes den røde tråd. Lyden på pladen er god og orgel/mellotron og guitarriffs giver en speciel lyd, som er værd at give respekt. Den tonsende guitar, som hamrer igennem på hvert nummer bliver dog til tider lidt for mudret.

Ved første gennemlytning ville albummet have fået 2 kranier. Her ved flere gennemlytninger, ender jeg på 5. Det er nogle dygtige musikere, der formår at skabe noget helt specielt musik, men det kan ikke snige sig højere op på skalaen.