Legion Of The Damned - Cult Of The Dead

Cult Of The Dead

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Death metal
Spilletid:41:31
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 2 stemmer.

Endelig kom det længe ventede tredje mesterværk fra hollandske Legion Of The Damned. Hvis vi ser bort fra "Feel The Blade", der jo bare var en genudgivelse af det gamle Occult (...som Legion Of The Damned hed før i tiden) album "Elegy For The Week" fra 2003... "Cult Of The Dead" er endnu et thrash-mesterværk i verdensklasse, som efterhånden er blevet et varetegn hos Legion Of The Damned. Efter en intro, der lige sætter en i den rette stemning, går det ellers løs med "Pray And Suffer" - og allerede her er der dømt ømme nakkemuskler, for magen til fed tonser-thrash skal man sgu lede længe efter! Det ene fede riff afløser det andet og det hele bugner bare af fed groove, catchyness, og en intensitet i absolut top kvalitet. Jeg er endnu ikke faldet over noget, der virker overflødligt eller ligegyldigt på denne plade. Alt er som det skal være og leveret med en attitude og spilleglæde, som kun Legion Of The Damned kan levere det. Produktionen er bestemt også med til at få det hele til at gå op i en højere enhed, for selvom man ikke ligefrem kan kalde Legion Of The Damned originalt, har de helt deres egen lyd og stil, inden for thrash-genren. Lyt f.eks til numre som "House Of Possession", "Cult Of The Dead", "Enslaver Of Souls", eller den fede afslutter "The Final Godsend" og hør hvor fedt det hele bare hænger sammen og hvordan man bare får lyst til at headbange uhæmmet - på den anden side spiller de ikke noget Slayer ikke allerede har lavet, men de gør det bare så overbevisende at man kun kan bøje sig i støvet af respekt. Hvor er det bare fedt med et band der bare spiller thrash, uden at have trends og moderne eksperimenterende wimp elementer med i tankerne, når musikken skrives. Når jeg hører Legion Of The Damned kommer jeg altid til at huske tilbage på gode gamle Demolition Hammer (...hvis nogen kan huske dem), der udgav nogle massive thrash perler i starten af 90'erne, som jeg også gik helt amok over. For mig er Legion Of The Damned nok en moderne udgave af Demolition Hammer, hvilket vil sige at de aldrig nogensinde vil gå i min glemmebog. Når jeg efter denne smørre alligevel "kun" giver 90% og ikke 100% som "Sons Of The Jakal" fik, hænger det nok sammen med at de ikke længere overrasker, men bare leverer varen med overbevisning! - Se så for helvede at få købt det her album!