Ællebælle mig fortælle
Kært barn har mange navne. Lacuna Coil, som vi kender og holder af i dag, blev oprindeligt dannet under navnet Sleep of Right. Kort efter skiftede de navn til Ethereal, før de endelig landede på navnet, vi i dag kender, nemlig Lacuna Coil. I bandets tidligere dage forsvandt mange af de grundlæggende artister, heriblandt Michaelangelo Algardi, Raffaele Zagaria og Claudio Leo, men heldigvis har det grundlæggende medlem Andrea Ferro og Cristina Scabbia, som kom til i 1996, vandret de milanesiske vinmarker sammen lige siden. Efter at have udgivet en tidlig demo, kom italienernes debutalbum In A Reverie på markedet i 1999, og det blev hurtigt klart, at deres unikke og knap så muntre kombination af gotisk og alternativ metal passede perfekt til tiden og bandets egen lyd. Udgivelsen har ligesom vores egen hjemmeside 25-års jubilæum i år, og derfor kigger vi tilbage for at genopdage albummet, der for alvor startede en imponerende karriere.
Et betonstøbt fundament
In A Reverie modtog i sin tid gode anmeldelser; Især vokalkombination af Andrea Ferro og Cristina Scabbia rørte på vandene. Cristina havde allerede dengang en formidabel evne til både at kunne lyde hæs, men også nå mange af de allerhøjeste toner, og det tillod bandet at prøve kræfter med adskillige sub-genrer, som grunge-inspireret rock, progressive og symfonisk metal. Hvis vi ser tilbage på In A Reverie, må man dog sige, at udgivelsen mere var et fundament end et højdepunkt i deres karriere. Italienernes tredje udgivelse Comalies forbedrede samtlige aspekter af debuten, og med det i mente står udgivelsen måske mere klart i hukommelsen end den egentlige burde.
Bevares, der er stadig mange gode numre at finde på skiven trods dette. Hitsinglen ”Falling Again”, der stadig er populær den dag i dag, er med sin depressive lyrik og melankolske guitarriff yderst fængende, og nummeret ”Honeymoon Suite” er et pragteksempel på vokalduoens små detaljer; såsom når de overtager tjansen fra hinanden, og måden hvorpå de forbedrer hinandens stemmer. Dette fundament tog Lacuna Coil skridtet videre på deres kommende udgivelser, og skabte rammen for deres største hits såsom ”Swamped”, ”Heaven’s A Lie” og ”Our Truth”. I et ældre interview med Cristina ligger sangerinden ikke skjul på, at hele bandet stadig manglede erfaring under debuten, og at de først selv var ved at finde deres egne roller i livet. Hun ønskede ikke at dvæle ved fortiden, men udtalte at kerne-principperne, som bandet blev grundlagt ud fra stadig holdt stik den dag i dag – og det vil jeg give hende fuldstændig ret i. For selvom Lacuna Coil har fået opdateret deres lyd, kan man stadig spore mange af de forskellige genrer, de har eksperimenteret med. Cristina er også med tiden blevet en dygtigere sangerinde; det kan især mærkes, når hun skal skifte tonearter, hvor hun nu er sikkerheden selv. Bandet beviste også med singlen ”The House of Shame” fra 2016-albummet Delirium, at de nu kan klare mere komplekse ombygninger, og ser man tilbage på In A Reverie, er udgivelsen mere strømlinet, og netop dette er skivens største svaghed – forståeligt nok manglede erfaringen.
Headliner og hangover
Selvom Lacuna Coil havde deres storhedsperiode i 00’erne som en af Century Medias mest værdifulde aktører, var der allerede meget talent at spore på In A Reverie. Bandet formåede at bruge denne trædesten til at udvikle og eksperimentere yderligere med deres lyd, og bandet peakede på Comalies fra 2002 et par år senere. Selvom In A Reverie er mindre komplekst og har spor af nervøsitet malet hen over hele udgivelsen, er det stadig en udgivelse med charme den dag i dag.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14