La Ira De Dios er navnet på dette band fra Lima, Peru. Spændende, tænkte jeg da jeg satte skiven i anlægget, for jeg har faktisk aldrig hørt om et heavy metal band fra Peru. Albummet "Cosmos...Kaos...Destrucction", er bandets tredje udgivelse. Gruppen består at tre medlemmer og spiller en form fra syre garage punk tilføjet 80’er guitar rifs og skal jeg være helt ærlig, så falder denne form for metal ikke helt i min smag, men det fik selvfølgelig en chance alligevel. Stilen er i hvert fald syre rock... hold da op! Man sidder nærmest og tænker på at de burde have eksisteret i de gode gamle 60’ere. For deres musik minder til dels om det gamle Deep Purple, da de trippede allermest. Selv mener bandet at de er inspireret at bands som Motörhead, men der kan jeg nu ikke se sammenligningen. Musikken er desværre meget ens på alle numrene og det gør at de enkelte numre er svære at skelne fra hinanden og at vokalen så foregår på spansk gør det ikke lettere. Vokalen har det med at lyde lidt ligesom at sangeren synger ned i en tom dåse og samtidig står langt væk fra mikrofonen. Det er sikkert La Ira De Dios' stil, men i mine øre gør det bare musikken endnu mere rodet at lytte til. Hvilket er lidt synd, for der er faktisk steder på albummet, hvor man tænker at de gutter faktisk godt kan lave nogle fede riffs.
Så min konklusion må være, at hvis man er til syre punk rock så er dette album nok ikke til at komme udenom, men for sådan én som mig er dette album lidt for alternativt, ensformigt og kedeligt.