Da jeg så at L.A. Guns havde smidt et live album på gaden, så jeg frem til det med blandede følelser. Det var et band jeg hørte en meget kort overgang, dengang det ikke måtte være for vildt. Samtidig er det jo ikke nemt at følge med i L.A. Guns, da der pt. er 2 forskellige line-ups. Denne live udgivelse er med Phil Lewis på vokal, og er af hardcore fans ikke regnet som det "rigtige" L.A. Guns

Hvis jeg starter med det første indtryk, coveret, er der ikke meget at komme efter. Et kedeligt cover, som hurtigt og fantasiløst er klasket sammen i Photoshop, og ikke ligefrem inspirerer folk til at kigge en ekstra gang, om det skulle være noget der skal med hjem.

Når vi så kommer til selve skiven, er produktionen en meget rå omgang. Der er ikke fiflet med optagelsen, fra scene til CD, og det bliver lidt kedeligt i længden. Jeg mener selvfølgelig ikke at man skal lave en "Alive"-ommer, men man kunne jo godt skære lidt i de meget lange pauser mellem nogle af de 12 tracks, der er på skiven. Det er fedt at høre publikum, men ikke kun dem, og så i op til 30-40 sekunder. Man kunne osse have filtreret den baggrundslarm der er, væk. Men ser man bort fra de små fejl, er skiven en tur tilbage til sidst i 80'erne. Sange som "Ballad of Jayne", "Over the Edge", og "Rock'n'Roll Outlaw", får folk op af stolen, og svinger deres oppustede firsergarn. Ingen tvivl om at de stadig kan spille musik, og de holder sig osse til de små klubber, hvor stemningen er tæt og svedig. Fed rock'n'roll, fra da min far var for gammel til at kunne lide min musiksmag.

Alt i alt en CD, der kunne være bedre, men vinder lidt på nostalgien.