Bedre sent end aldrig
Nogle gange går det ikke helt, som man havde planlagt; denne anmeldelse er et fint eksempel på det. For mere end et år siden udgav Kyrant deres debutalbum, Fall Through Silence, og først nu er vi klar med en anmeldelse. Sorry! Nuvel. Den dansk-polske trio spiller atmosfærisk instrumentalrock med inspiration fra store navne som Pink Floyd, Led Zeppelin samt Gojira, og i 2017 resulterede det i en lille ep. Denne ep har bandet sidenhen videreudviklet, numrene derfra er blevet genbrugt, og nu er bandet altså klar med deres første reelle album, Fall Through Silence.
Lidt for meget tomgang
At spille instrumentalmusik er ofte en svær disciplin; det kræver noget ekstra arbejde at opretholde lytterens interesse, når der ikke er en tekst at lytte til eller en stemme at identificere sig med. For nogle bands – fx Animals as Leaders, Polyphia og Russian Circles – er det lykkedes til ug, men for mange andre går ligningen aldrig op. Numrene bliver for ensformige, de gode hooks er for få, og undervejs begynder man som lytter at småkede sig. Desværre falder Fall Through Silence i denne sidste kategori.
Problemet bliver tydeligt allerede fra pladens første skæring, titelnummeret ”Fall Through Silence”: Bassen er dejlig tung og varieret, men ellers kan jeg ikke kaste mange roser efter dette nummer. Det virker retningsløst og til en vis grad direkte uinspireret – ja, beklager! Sangen gentager sig selv i, hvad der virker som en uendelighed, og der er så godt som ingen hooks.
Og sådan fortsætter det groft sagt hen over de næste syv numre: Indimellem er der steder, hvor det hele fungerer, og man får et lille håb, men alt for ofte bliver begejstringen punkteret af kedelige passager eller trættende gentagelser. På den ene side er groovet i ”Ghosts From the Past” godt, riffet i ”Balance of the Universe” er ganske solidt, og kombinationen af guitar- og trommearbejdet i ”You Will Sleep Again” får mig i et splitsekund til at tænke på Dream Theater. Men på den anden side skal jeg virkelig kæmpe for at klare mig igennem pladens 44 minutter lange(!) spilletid. Mens bands som Polyphia – der naturligvis spiller en lidt anden form for rock – spækker deres numre med gode melodier, stemningsfulde passager og en musikalsk nerve, er Fall Through Silence grå og kedelig. Selv når bandet forsøger at lave et følsomt og stemningsmættet nummer som ”Remembering”, ender det med at lyde som ligegyldig loungemusik.
Tilbage til tegnebrættet
Hvis jeg var kaptajn i Kyrant, ville jeg beordre mandskabet tilbage i øveren. Bandet kan sagtens spille musik, og der er som sagt også nogle gode idéer indimellem. Måske bør trioen i virkeligheden sætte deres ambitionsniveau en tand ned, jamme lidt mere i øvelokalet og satse på endnu en ep – for tre skarpe numre er immervæk bedre end otte ligegyldige.